Nye shelters til Gørlev

De første delaktiviteter i ”Få det fikset” regi er blevet etableret i sidste uge.

Nye shelters til Gørlev

kontakt@tv-kalundborg.dk

Har man de seneste dage lagt gåturen forbi eller rundt om Gørlev Sø, vil man have observeret, at der er dukket nye elementer op i landskabet. De første delaktiviteter i ”Få det fikset” regi er nemlig blevet etableret i sidste uge. Det drejer sig om to shelters i fuldtømmer.

Begge shelters har ovenlys vindue, så stjernekig på nattehimlen er muligt ved overnatning i de spritnye shelters. Der kommer selvfølgelig græs på tagene, men man er så langt henne på året, at der risikeres, at frøene ikke spirer, hvis frøene sås nu. Det grønne tag sås derfor først til foråret oplyser Susanne Ladefoged, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Kalundborg, som har været tovholder på projektet.

Der bliver også etableret bålplads og bålbænke i tilknytning til de to shelters. Der arbejdes på, hvordan booking af overnatning skal håndteres.

”Vi forestiller os, at det bliver på lige fod med booking af lån af kommunale lokaler,” fortæller  Susanne Ladefoged.

På den anden side af åen ud for hundeskoven er der skudt et stort og handicapvenligt Multtoilet op. Multtoilettet er en primitiv mulighed for trængende, men uden den store luksus og rindende vand, så det vil være en god ide selv at medbringe et papirlommetørklæde. Der forventes dog opsat en hånddispenser hurtigst muligt. Multtoilettet giver god mulighed for længere ophold i området for både hundefolket, motionisterne og store som små brugere af det rekreative område ved Gørlev Sø.

Rekreativt område for store og små

Det rekreative område ved og rundt om søen vil også omfatte en Krible-krable bro, en naturlegeplads og en Boardwalk. De forskellige delelementer etableres løbende. Etablering af det rekreative område ved Gørlev Sø er meget forsinket, hvilket skyldes stor efterspørgsel på materialer, nedlukning grundet COVID-19 og ikke mindst lange ventetider på de kommunale tilladelser.

”Det er imidlertid passé nu, så vi glæder os meget over endelig at være kommet i gang,” fortæller Susanne Ladefoged.

Aktiviteterne etableres i ”Få det fikset” regi med en stor portion støtte fra både Friluftsrådet under puljerne ”Sammen i naturen/Flere ud i naturen”, eksterne midler fra Lokale og Anlægsfonden samt VELUX Fonden i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforenings Grønt Guld.

”Få det fikset startede i foråret 2019. Byggeboomet grundet Corona medførte stor efterspørgsel på materialer. Kombineret med den lange ventetid på kommunal sagsbehandling har betydet store prisstigninger på især træ. Uden den eksterne støtte på en kvart mio. kr. ville det ikke have været muligt at realisere alle aktiviteter, så det er vi rigtig glade og taknemmelige for,” siger Susanne Ladefoged, og slutter: ”Vi forventer, at alle aktiviteter vil stå klar i løbet af foråret 2022, men vejr, vind og virus kan selvfølgelig gribe ind i opførelsen. Meget vådt vejr i foråret kan betyde, at opførelse af Boardwalken i mosen må vente på, at terrænet tørrer lidt. Aktiviteterne skal være til glæde for alle hele året rundt, så vi opfordrer derfor også til, at alle er med til at passe på aktiviteterne, så de holder i mange år.”

Del