Nye faunapassager redder oddernes liv i Kalundborg

Kalundborg Kommune har fået nye faunapassager, der kan redde odderliv.

Nye faunapassager redder oddernes liv i Kalundborg Faunapassage ved Kalundborgvej. Foto: Mikkel Lerbech Jeppesen

kontakt@tv-kalundborg.dk

På grund af julebidrag fra naturvenner har odderne i Kalundborg Kommune fået nye faunapassager, så de ikke er tvunget ud på de farlige landeveje. Det kan redde odderliv.

Fiskeri, ødelagte vandløb og trafik. Der er mange grunde til, at odderne er presset art på Sjælland. Men takket være en masse glade givere i julen 2020, bliver én af odderens trusler nu minimeret gevaldigt.

Sidste jul samlede Danmarks Naturfredningsforening penge ind til at restaurere og bygge de faunapassager, som odderne i Kalundborg Kommune er afhængige af, for ikke at havne i den farlige trafik. Faunapassagerne var flere steder i stykker eller helt væk, og derfor glæder det Mikkel Lerbech Jeppsen, biolog i Kalundborg Kommune, at faunapassagerne endelig er blevet udskiftet:

”Selv få trafikdræbte oddere kan få stor indflydelse på den tilbageværende bestand, som vi er forpligtet til at bevare. Derfor værdsætter Kalundborg Kommune samarbejdet med DN og dens medlemmer, som i dette tilfælde har hjulpet til, at nogle udtjente odderpassager kunne udskiftes med det samme. De kan forhåbentlig modstå vind og vejr i mange år endnu, så odderne kan krydse vejbroerne sikkert, og uden at begive sig op i trafikken,” siger Mikkel Lerbech Jeppsen.

Kan give odderne lokal fremgang

Odderen er kategoriseret som sårbar på listen over arter i Danmark, der kan være i risiko for at uddø. Men på Sjælland er arten endnu mere sjælden. Selvom en odderpassage måske kan se ud som en lille indsats, så kan den altså betyde liv eller død for en odder. Hvert år dør 30-40 oddere i trafikken ifølge Miljøstyrelsen. På Sjælland er odderbestanden fortsat så lille, at et trafikdrab kan være problematisk for hele bestanden. Derfor er det altafgørende, at der nu er kommet en håndfuld flere odderpassager på Sjælland, forklarer Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

”Odderpassager er en af hovedårsagerne til, at bestanden igen er blevet stærk i Jylland. På Sjælland er odderne fortsat så sårbare, at odderpassager kan betyde liv eller død for hele bestanden. Derfor er vi utroligt glade for, at så mange danskere har valgt at give penge til odderprojektet sidste jul,” siger han.

Samler ind til nye projekter

Igen i år samler Danmarks Naturfredningsforening ind til fordel for truede arter. Pengene går blandt andet til et nyt forskningsprojekt, der skal afsøge hasselmusenes levesteder i Jylland, samt et projekt, der skal sikre den stærkt truede kirkeugles overlevelse.

På www.dn.dk kan man læse mere om årets indsamling og støtte truede arter.

Del