Nye æresmedlemmer og en 50-års jubilar hædret
"Vores æresmedlemmer er et kæmpe forbillede for alle i TGU. Dem skal vi derfor have nogle flere af, så hovedbestyrelsen har valgt at indstille endnu to medlemmer som æresmedlemmer."

Af Jens Nielsen
Tømmerup Gymnastik og Ungdomsforening (TGU) kunne lørdag hædre to helt nye æresmedlemmer samt en 50-års jubilar som frivillig i klubben Det skete i forbindelse med den ordinære generalforsamling, som blev afholdt i Tømmeruphallen.
Dette års generalforsamling i TGU blev noget anderledes end sædvanligt. Hovedbestyrelsen havde nemlig valgt at indstille endnu to medlemmer i TGU som æresmedlem, så der nu i alt er fem æresmedlemmer i foreningen.
Vores æresmedlemmer er et kæmpe forbillede for alle i TGU. Dem skal vi derfor have nogle flere af, så hovedbestyrelsen har valgt at indstille endnu to medlemmer som æresmedlemmer, nemlig Anette Grue og Bjarne Christiansen,” sagde formand for TGU, Peter Holm, da de to medlemmer blev kaldt frem foran generalforsamlingen.
Til Anette Grue sagde formanden bl.a.:
Allerede i 1991 startede du et seniorhold op her i TGU. Det er nu 33 år siden og du er heldigvis stadigvæk træner i TGU – du har dine egne damer, der kommer hver mandag og træner/sveder og hygger i hallen.
Fra 1991 til i dag, har du haft mange forskellige poster i TGU, og jeg vil prøve at nævne nogle, men glemmer helt sikkert noget, for du har gjort og lavet utroligt meget her i TGU. Du har haft nærmest alle hold i gymnastikken, du har haft små rytmepiger, juniorhold, seniorhold og After-rep-hold. Du har været aktiv sammen med din familie, men du har også altid været god til at lave hold, som dine veninder gerne ville gå på. I har sammen gået til gymnastik, og sørget for at nyde alt det der følger med, som fællesskab, opvisninger og fester. Ikke nok med det, så har du også været formand i Gymnastikafdelingen i 10 år fra 2005-2015.
Til Bjarne Christiansen sagde Peter Holm Bl.a.:
Du har været medlem af TGU siden du var helt lille. Som 17-årige (i 1980), lavede Bjarne tre mål i en kamp mod Hjembæk på den nye græsplæne bag ved Tømmeruphallen. Alle mål blev sat ind med utraditionelle kropsdele (hvad fodbold angår), hvorfor han hurtigt fik øgenavnet: "Kroppen", som han i øvrigt stadig tiltales blandt gamle venner. I 1983 blev Bjarne Formand for Fodbold Ungdom, hvor du har været stor set frem til sidste år. Bjarne har trænet alle børn i lokalområdet til fodbold. I 1985 fik Bjarne en Ildsjælepokal for sin store indsats i TGU og i 2021 modtog Bjarne en check på 5000,- kr., da han blev kåret til Årets Ildsjæl i DGI Midt- og Vestsjælland.
50 år som frivillig
Det var ikke kun de to nye æresmedlemmer som skulle hædres. Der var også hæder til John River, som i år kan fejre 50 år som frivillig i TGU non-stop.
John River - Han er i år noget helt specielt. River kunne nemlig d. 29. marts 2023 holde sit 50-årige jubilæum som frivillig i TGU - NON stop.
River startede i TGU som 7-8-årig og startede sit første frivillige arbejde for klubben i 1973 i fodboldafdelingen. Her stod River for at kridte baner på den gamle sportsplads. I 1983 blev River Formand for Fodboldafdelingen. Forinden havde River både spillet fodbold, håndbold, badminton samt gået til dans og gymnastik i Forsamlingshuset. River spillede faktisk i Serie 3 i en alder af 52 år, hvilket er imponerende i sig selv. I 1989 stoppede River som Fodboldformand, men har lige siden været meget omkring TGU som frivillig. Gerne som holdleder og sørgede især for samvær og fællesskab - især som Øl-mand.
River er stadig frivillig i TGU som træner i Gå-Fodbold og blev Æresmedlem i forbindelse med TGU´s s 150-års jubilæum i 2018,” sagde Peter Holm i sin tale til 50-års jubilaren.
Udover Anette Grue, Bjarne Christiansen og John River, så er Mogens Schädler og Ole Gammelby også æresmedlemmer af TGU.