Ny udendørs ungdomsklub åbner

Ved Surfsøen i Bregninge er der god mulighed for at slå sig løs med mange forskellige aktiviteter.

Ny udendørs ungdomsklub åbner
UngKalundborg åbner nu en Outdoor-klub. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

UngKalundborg åbner nu en Outdoor-klub. Klubben bliver den sjette i rækken af ungdomsklubber under UngKalundborg. Outdoor-klubben kommer til at høre hjemme ved Surfsøen i Bregninge.

Ved Surfsøen i Bregninge er der god mulighed for at slå sig løs med mange forskellige aktiviteter, blandt andet wakeboard, stand-up-paddle, badning og meget mere.

”Med Surfsøen har vi Vestsjællands bedste vandlegeplads, og det vil vi gerne give flere unge muligheden for at opleve. Men der vil ikke kun til at være vandaktiviteter. Der vil også være sauna, så man kan få varmen efter at været ude i søen. Vi laver bål og griller vores egen mad. Og så vil vi meget gerne åbne for de unges idéer om, hvad de har lyst til at lave af outdoor-aktiviteter – det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser,” fortæller David Leunbach, der er friluftsansvarlig i UngKalundborg, og som også vil være i den nye klub.

Outdoor-klubben starter op onsdag den 24. august, og vil herefter have åbent hver onsdag fra klokken 16 til 21. Skulle der blive brug for det, er der også mulighed for at trække indenfor i de to skibscontainere, som er ombygget til et hyggeligt klubhus.

”Formålet med Outdoor-klubben er, at få nogle flere unge væk fra skærmene, og opleve en aktiv fritid med frisk luft og bevægelse på en legende og sjov måde. Vi håber, det bliver en succes, og der er nogle unge mennesker derude, som kunne tænke sig at prøve noget andet i deres fritid,” siger David Leunbach.

Den nye Outdoor klub bliver blandt andet finansieret med tilskud fra Landdistriktsmidlerne. Det er en ordning, der har til formål at fremme vilkårene for natur, miljø, mennesker og økonomisk udvikling i landdistrikterne.

Del