Ny uddeler er kommet godt fra start
Den nye uddeler er bosat i Jyderup og kommer fra et job som uddeler i SuperBrugsen i Svinninge.
Af Jens Nielsen
Rasmus Olsen er startet som ny uddeler i Dagli’Brugsen i Raklev den 1. november. Han kender Kalundborg Brugsforening i forvejen og derfor er det som at komme hjem igen, siger han.
32-årige Rasmus Olsen startede som uddeler i Dagli’Brugsen i Raklev den 1. november. Nu er den første måned gået og den nye uddeler er kommet godt fra start.
”Brugsen har været uden uddeler en måneds tid, så derfor er min første tid gået med at få nogle varer på hylderne, rydde op og gøre klar til julehandlen, men jeg er kommet godt fra start,” fortæller Rasmus Olsen.
Den nye uddeler er bosat i Jyderup og kommer fra et job som uddeler i SuperBrugsen i Svinninge.
”Butikken i Svinninge er på listen over solgte butikker til Salling og ingen ved om den lukker eller overgår til en anden kæde og da jeg så blev opmærksom på, at jobbet her i Raklev var ledigt, tænkte jeg, det er lige mig. Jeg har tidligere arbejdet som souschef i Jyderup som også er en butik i Kalundborg Brugsforening som Brugsen i Raklev, så det er som at komme hjem igen,” fortæller Rasmus Olsen.
Dagli’Brugsen i Raklev har gennem mange år haft et tæt samarbejde med lokalområdet, bl.a. Raklev Kirke og RGI og det samarbejde bliver der ikke ændret på.
”Vi vil gerne støtte det lokale, og så forventer vi, at de lokale også bakker Brugsen op, så der er noget at give af,” siger den nye uddeler.
Lige først i det nye år ændres konceptet i butikken fra at være en Dagli’Brugs til COOP’s nye koncept Brugsen, det betyder, at butikken kommer til at hedde Brugsen Raklev.
Der er i alt 27 medarbejdere i Dagli’Brugsen Raklev, heraf er de tre fuldtidsstillinger.