Ny stor Garant slog dørene op fredag

Der er bl.a. blevet plads til en helt ny flise afdeling i den nye store forretning

Ny stor Garant slog dørene op fredag Nikolaj Schädler fra Garant i Kalundborg i den nye flise afdeling i den nye store forretning. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Garant, som i flere år har haft forretning i Rendsborgparken i Kalundborg, er flyttet til helt nye og større lokaler på Nørre Allé i Kalundborg. Fredag formiddag blev dørene slået op til en 1200 kvadratmeter ny flot forretning.

Det er godt seks år siden at gulv- og gardinforretningen Garant slog dørene op i Rendsborgparken i Kalundborg, og selv om lokalerne er 570 kvadratmeter store, så var pladsen blevet for trang.

Siden 1. august har håndværkerne arbejdet på højtryk for at omdanne det tidligere fitnesscenter på Nørre Allé 127 til en topmoderne gulv- og gardinforretning på hele 1000 kvadratmeter og med yderligt 200 kvadratmeter kontorer og udstilling på førstesalen.

Fredag formiddag blev kunderne så lukket ind i den nye forretning for første gang.

I den nye Garant er der blevet meget mere plads til de forskellige varegrupper og som noget helt nyt er der bygget en helt ny afdeling kun med fliser i mange størrelser og farver.

”Vi har hele tiden haft fliser, men nu har vi fået plads så vi kan vise kunderne de mange muligheder, bl.a. helt store fliser som måler 120x278 cm., vi vil jo gerne vise noget af det man kan med fliser, og det har vi fået mulighed for nu,” siger Nikolaj Schädler fra Garant i Kalundborg.

I den nye forretning er der blevet meget mere lys og luft end i de tidligere lokaler, og der er også blevet plads til en del boligtilbehør.

Garant Kalundborg havde til åbningsdagen lavet en række gode tilbud og dem var der mange kunder som benyttede sig af.

Del