Ny rekord efter en meget travl påske

Tre kraner har kørt i døgndrift hen over påsken og Kalundborg Havn har været nødt til at låne ekstra kranførere i både Skagen og Sverige for at kunne løse den kæmpe operation.

Ny rekord efter en meget travl påske Der har været stor aktivitet på Ny Vesthavn hele påsken. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Mens mange andre havde fri i påsken, arbejdede kranførerne hos Kalundborg Havn nærmest i døgndrift sammen med en række andre involverede på APM Terminalen. 

I alt blev 2.903 TEU (standard 20-fods containere) losset og lastet hos APM Terminals på Ny Vesthavn i Kalundborg hen over påsken, og det er ny rekord.

”Aldrig før har vi håndteret så mange containere på én gang,” siger Bent Rasmussen, direktør for Kalundborg Havn.

Kalundborg Havn blev i påsken anløbet af hele tre containerskibe, nemlig Vera Rambow og Mito, som er Unifeeder-skibe, der med jævne mellemrum anløber Kalundborg, samt det store Maersk Line-skib Vayenga Maersk.

Vayenga Maersk, som kom fra Riga i Letland, anløb Ny Vesthavn langfredag formiddag og afgik igen mod Gdansk i Polen meget tidligt mandag, 2. påskedag.

Lånte ekstra kranførere

Tre kraner har kørt i døgndrift hen over påsken og Kalundborg Havn har været nødt til at låne ekstra kranførere i både Skagen og Sverige for at kunne løse den kæmpe operation.

”Heldigvis havde vi mulighed for at ”låne” ekstra kranførere udefra. Tre eksterne kranførere måtte der til for at supplere vores egne otte dygtige kranførere, og sammen med et betydeligt antal medarbejdere og ledelse fra APMT sørgede de for en effektiv operation på containerterminalen,” fortæller Bent Rasmussen.

De to Unifeeder skibe leverede og afhentede containere til/fra det sjællandske marked, hvorimod Mærsk skibet afleverede containere, som placeres i Kalundborg midlertidigt på grund af direkte eller indirekte årsager vedrørende sanktionerne mod Rusland.

”Selvom baggrunden for opbevaringen er ganske tragisk, tillader vi os alligevel at glæde os over, at vi sammen med APM Terminals har fået rigtig travlt på containerafdelingen i Ny Vesthavn,” fortæller Bent Rasmussen.

På Ny Vesthavn har APM Terminals midlertidigt fået stillet yderligere 150.000 kvadratmeter til rådighed – udover de 50.000 kvadratmeter de havde i forvejen – til opbevaring af de mange ekstra containere. Så det er ikke noget problem at få plads til næste sending af containere.

”Hele setup`et fra påsken viser desuden, at der kan håndteres et betydeligt antal containere pr. dag på Ny Vesthavn. En viden og fortælling vi samlet vil bruge i vores markedsføring for at få flere rederier til at anvende terminalen i forbindelse med containere ind/ud af Sjælland i fremtiden,” siger havnedirektøren.

Del