Ny præst udnævnt
Lørdag den 1.november 2025 kl.11.00 indsættes Tina Stege Lindstrøm som ny præst i Nyvangskirken. Tina er konstitueret præst indtil september 2027.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Tina Stege Lindstrøm er færdiguddannet fra Pastoralseminariet i København juni 2025 og er således nyuddannet præst. Til gengæld kommer Tina med mere end 25 års erfaring fra forskellige job i staten, senest fra Politiet, hvor Tina har fungeret som centerkoordinator.
”Jeg glæder mig som et lille barn til at starte som præst! For mig er det et kald - et kald jeg allerede fik, da jeg var teenager, men som jeg aldrig forfulgte. I de mere end 25 år jeg har arbejdet som akademiker, har mine jobs altid indeholdt et element af hjælpsomhed og fokus på samarbejde”, fortæller Tina Stege Lindstrøm og fortsætter, ”Jeg har elsket at hjælpe andre og være til stede for dem, der havde behov for en at tale med. I samtale med andre kan vi blive meget klogere på hinanden og på verden. Vi er kun noget som mennesker i kraft af vores relationer til andre. Vi kan meget selv men meget mere sammen med andre”.
Den nye præst uddyber, ”Kirken og Gud kan være et svar på det moderne menneskes søgen, søgen efter en mening og autencitet. Her er kirken det rette sted at gå hen. Her kan du fordybe dig - også blot som et rum, du kan søge hen og få ro og fordybelse. Kirken er så meget mere end højmessen - ‘et hus du trygt kan høre hjemme i’, som salmedigteren Janne Mark skriver i sin salme ‘Et hus at komme til”.
Som præst i Nyvangskirken har hun en stor opgave foran sig - udover at være ny i præstegerningen, så glæder Tina sig til at møde menigheden og være med til at skabe en åben og levende kirke. I Nyvangskirken er der højt til loftet - også bogstaveligt talt - her er alle velkomne. Hun vil gerne række ud til alle dem, der endnu ikke har fundet ud af, at Nyvangskirken har noget at byde på. Den nye præst ser også meget frem til samarbejdet med kollegerne og menighedsrådet i kirken - uden dem er der ingen kirke - og hun er sikker på, at de kan få skabt noget fantastisk sammen!
Tina er 54 år og gift med Michael og mor til to børn på 20 og 25 år.