Ny overfartsleder: Fra Arktis til Sejerøfærgerne
Udover erfaringen fra Arktis, så har Jesper B. Rasmussen haft vand under kølen de seneste godt 35 år.

Skibsfører Jesper B. Rasmussen er ansat som ny overfartsleder på Sejerøfærgerne. Han kommer fra en stilling som kaptajn på et ekspeditionsskib, der for tiden befinder sig i Arktis, oplyser Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det er en rutineret skibsfører, der besætter den ledige stilling som overfartsleder på Sejerøfærgerne, der besejler Nekselø og Sejerø fra Havnsø.
Udover erfaringen fra Arktis, så har Jesper B. Rasmussen haft vand under kølen de seneste godt 35 år.
Han har erfaring fra såvel handelsflåden som fra forskningsfartøjer og fartøjer i rutefart. Den kommende skibsfører har også erfaring fra forskellige nybygningsprojekter.
Indtil videre har Jesper B. Rasmussen haft sin landbase i Nordjylland, hvor han sammen med sin hustru, Kirsten, driver en naturcamping – med glamping. Så det er også en overfartsleder, der kender til turismens vilkår, der skal være med til at sætte den fremtidige kurs for Sejerøfærgerne.
Jesper B. Rasmussen tiltræder sin stilling som overfartsleder den 1/3 2023 oplyser Kalundborg Kommune.