Ny medicinboks gør det lettere at være patient

Ny medicinboks bringer medicinen tættere på patienterne.

Ny medicinboks gør det lettere at være patient
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) klippede onsdag den røde snor til medicinboksene i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg har netop fået helt ny medicinboks. Her kan borgere med cancer og gigt let hente deres medicin fra næste uge, hvor boksen bliver sat i drift.

Tidligere har borgere måtte hente deres medicin på sygehusene i nabokommunerne, men det er nu slut for cancer og gigtpatienter fra næste uge, fordi de nu kan hente deres medicin i den nye medicinboks på Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg. I den anledning klippede regionsrådsformand Heino Knudsen (S) onsdag den røde snor til medicinboksene i Kalundborg.

Medicinboksen fungerer langt henad vejen som en pakkeboks, og borgere, der er i et behandlingsforløb på et sygehus uden at være indlagt, kan hente såkaldt vederlagsfri medicin. Det er særligt relevant for kronisk syge eller borgere i et langvarigt behandlingsforløb. Boksen benyttes dog i første omgang af sygehusafdelingerne: Reumatologi i Slagelse og Køge, Hæmatologisk i Roskilde og Onkologisk i Næstved og Roskilde - dvs. gigt- og kræftpatienter. Man håber, på sigt, at gøre det muligt, at hente også andre typer medicin i boksen. Formålet er at gøre medicinen og dermed sundhedsvæsenet mere tilgængelig for borgerne.

Boksen åbnes via en kode, borgeren modtager via sms. Ved boksen taster man koden, og derefter de sidste fire cifre i personnummeret, og så åbnes boksen og medicinen kan tages ud – helt som ved de pakkebokser, vi allerede kender.

Medicinboksen i Kalundborg er den fjerde af sin slags i Region Sjælland. Den findes også i Næstved, Nykøbing Falster og Nakskov. Regionsrådet har allerede bevilget penge til, at der skal etableres flere medicinbokse i Region Sjælland - i Køge, Roskilde, Holbæk og Slagelse.

Del