Ny idrætstime giver seniorer sved på panden og hyggeligt samvær
Et nyt lokalt idrætstilbud giver seniorer mulighed for motion, socialt samvær og sjove oplevelser.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kaludborg.dk
Hvidebæk IF starter ’Fællesskab og multimotion for seje seniorer’ hver torsdag formiddag.
Et nyt lokalt idrætstilbud i Hvidebæk Hallen giver seniorer mulighed for motion, socialt samvær og sjove oplevelser. ’Fællesskab og multimotion for seje seniorer’ starter torsdag den 23. oktober og byder på cirka to timers aktivitet hver uge fra kl. 11.15-13.00.
Motion og fællesskab på tværs af niveauer
Tilbuddet udspringer af DGI’s koncept ’Idræt om Dagen’, der tilpasser aktiviteter til seniorer på alle niveauer – uanset styrke, mobilitet eller koordination. Deltagerne kan prøve alt fra gåfodbold, pickleball og bedstevolley til new age curling og cirkeltræning, alt sammen med fokus på fysisk aktivitet kombineret med sjov og socialt samvær.
”Formålet er at styrke både kroppen og fællesskabet. Seniorer kan bevare selvstændighed, livskvalitet og glæde gennem motion og socialt samvær,” forklarer arrangørerne.
Praktiske oplysninger
’Fællesskab og multimotion for seje seniorer’ starter op torsdag den 23. oktober kl. 11.15 i Hvidebæk Hallen. Det eneste, som deltagerne skal have med er vandflaske, sko og tøj til at bevæge sig i – ude som inde. Deltagelse er gratis indtil december. Initiativet er et samarbejde mellem Hvidebæk IF og DGI Midt- og Vestsjælland og er muliggjort med støtte fra TrygFonden.
Med det nye hold får seniorer i området et sjovt, varieret og inkluderende tilbud, hvor alle kan være med – og måske få nye venner undervejs.