Ny fotograf i byen

Charlotte Rexed Gammelgaard åbner nyt fotostudie i Kalundborg, og holder i den forbindelse reception, i dag, fredag eftermiddag mellem kl. 15 og 18.

Ny fotograf i byen Charlotte Rexed Gammelgaard åbner nyt fotostudie, Atmosfair Fotografi, i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag eftermiddag åbner Charlotte Rexed Gammelgaard sit fotostudie Atmosfair Fotografi i Kordilgade 46 i Kalundborg. Hun afholder i den forbindelse reception, hvor man er velkommen til at kigge forbi.

Charlotte Rexed Gammelgaard er oprindelig fra Sverige og er bl.a. uddannet fotograf. Hun åbner fredag eftermiddag nyt fotostudie i Kalundborg, og holder i den forbindelse reception fredag eftermiddag mellem kl. 15 og 18, hvor alle er velkomne til at kigge forbi, se lidt billeder og få et glas bobler – med eller uden alkohol samt en snak.

Hun er temmelig ny i byen, men elsker den allerede. Charlotte Rexed Gammelgaard har kun boet i Kalundborg i en måneds tid, men hun holder meget af både naturen og den lille by.

”Min mand og jeg har boet her en måneds tid, og vi er allerede faldet godt til. Vi har tidligere boet på en stor gård i Odsherred. Jeg er hestepige, og da vi kom fra Dubai efter godt otte år, ville jeg bo på en gård. Det gjorde vi så i fire år, og der havde jeg også mit fotostudie. Men det blev for stort, og der var for meget arbejde, og derfor besluttede vi, at flytte. Vi kiggede både på Sjælland og på Fyn, og vi fald for Kalundborg af flere årsager. Her er en skøn natur, en lille by, jeg gider ikke længere store byer, og så ligger det centralt i forhold til familie og venner, da de bor lidt spredt rundt omkring i Danmark, og selvfølgelig også Sverige,” fortæller Charlotte Rexed Gammelgaard.

Faktisk har Charlotte Rexed Gammelgaard arbejdet som pilot for Sterling i mange år, men mistede sit job under COVID-19. Hun åbnede derfor fotostudie på bopælen i Odsherred, og er nu glad for at have fået et studie i en lille by. Hun uddannede sig til fotograf under sit otte år ophold i Dubai.

Studie og ’on location’

Charlotte Rexed Gammelgaard tager både fotos i sit studie i Kalundborg midtby, men hun tager også ud på fotoopgaver til fx bryllupper, konfirmationer osv.

”Jeg tager ud til det hele; fester, erhvervsfoto, hestestævner eller hvis man fx bare gerne vil have taget et billede med sin hest ude i stalden, så gør jeg også det. Derudover tager jeg gerne billeder af både børn, voksne og dyr i mit studie,” fortæller hun.

Der vil være åbent i fotostudiet fra tirsdag til lørdag, dog kan Charlotte Rexed Gammelgaard være ude på en fotoopgave, og vil derfor ikke være i studiet. Men det vil stå på hendes hjemmeside såvel som på døren til studiet.

”Er jeg i studiet, er man altid velkommen til at kigge forbi, og jeg giver gerne en kop kaffe eller en sodavand, hvis man har lyst til det,” slutter hun af med at sige.

Charlotte Rexed Gammelgaards hjemmesiden hedder www-atmosfair.dk, hvor du kan læse mere. Hun er ligeledes på Facebook (Atmosfair Fotografi) og på Instagram (Atmosfair.dk).

I anledning af åbningen af det nye fotostudie, giver Charlotte Rexed Gammelgaard i øvrigt hele oktober 20 pct. rabat til alle dem, der booker en tid i oktober (fotoopgaven behøver ikke at være i oktober).

Del