Ny erhvervsuddannelse bliver prøvet af
Den ny erhvervsuddannelse, der ikke tager mere end halvandet år, skal både hjælpe de unge, der ikke kan eller vil tage en længere uddannelse, og virksomhederne i området, der råber på arbejdskraft.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Produktøruddannelsen er nu på vej til Kalundborg. Den har ellers tidligere udelukkende været udbudt i Jylland. Men FGU og Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser har samarbejdet om at få uddannelsen til Sjælland.
Den ny erhvervsuddannelse, der ikke tager mere end halvandet år, skal både hjælpe de unge, der ikke kan eller vil tage en længere uddannelse, og virksomhederne i området, der råber på arbejdskraft. Produktøruddannelsen starter officielt op i sommeren 2023, men 23-årig Mikkel Teit Andersen fra FGU i Svebølle har faktisk allerede tyvstartet, og har som den første elev afprøvet uddannelsen. Lige nu er han i praktik hos NOV i Kalundborg, og han er glad for det.
”Jeg er rigtig glad for at være i gang med produktøruddannelsen, der vel er en slags basal optræning i diverse systemer, maskiner osv. Man får en almen viden om en masse forskellige ting, en god grundviden, og så er det jo også op til praktikstedet, hvad man skal lære mere om. De kan nemlig netop bruge den og så at sige forme eleverne efter, hvad de har brug for i sidste ende. Jeg er også glad for, at uddannelsen ikke er så lang, og tænker da også, at den henvender sig til mange, bl.a. dem, der ikke gider for meget skole, eller dem, der måske har en diagnose eller to, og derfor også har svært ved skolebænken,” fortæller Mikkel Teit Andersen.
En produktør arbejder med produktion og fremstilling i industrien. På uddannelsen lærer man blandt andet at betjene maskiner, og uddannelsen er bred, hvilket betyder, at det i stor grad også er den enkelte virksomhed, der har indflydelse på, hvad uddannelsen skal indeholde. På produktøruddannelsen er man på skolebænken, men primært på praksislæring i værksteder samt ude som lærling. Forskellen fra andre erhvervsuddannelser er dog, at produktøruddannelsen ikke er så lang, da den tager halvandet år.
Fordel for de unge – og for industrien
Produktøruddannelsen kommer til at ligge hos FGU i Svebølle, da eleverne her er en del af målgruppen. Mange er skoletrætte, og vil hellere hurtigere ud og i gang på arbejdspladsen. Udover at hjælpe flere gennem uddannelsessystemet, betyder uddannelsens længde på blot halvandet år, at flere kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, hvilket kan være en fordel for industrien, da der flere steder mangler arbejdskraft.
”Hidtil har produktøruddannelsen jo kun været udbudt i Jylland, men vi ser et stort potentiale i at udbyde den på Sjælland også. Især her i området, da Kalundborg er i kæmpe vækst inden for industrien. Uddannelsen matcher også meget godt i forhold til vores elever, idet mange af dem er skoletrætte, og de vil hellere hurtigere ud i lære, hvilket de jo kommer forholdsvis hurtigt med produktøruddannelsen. Man veksler hurtigt mellem hovedforløb og praktik, og det giver god mening. Det er helt klart et godt supplement til de andre allerede etablerede uddannelser i Kalundborg. Vi glæder os meget, og håber selvfølgelig, at den kommer godt fra start ligesom, at vi håber, at erhvervslivet i Kalundborg vil støtte op omkring den nye uddannelse,” fortæller Jimmi Teis Jensen, skoleleder FGU Svebølle.
Uddannelsen er et god tiltag
Ejner Brühl Andersen er HR Business Partner i virksomheden National Oilwell Varco, der i daglig tale hedder NOV, hvor Mikkel Teit Andersen lige nu er i praktik. NOV er ved at blive godkendt som læreplads for produktørelever, og ifølge Ejner Brühl Andersen er virksomheden bestemt egnet til at være læreplads i forbindelse med uddannelsen - og de byder den velkommen.
”Det kan være et led i den nødvendige arbejdskraft, og et godt sted at hjælpe de unge, der ikke lige har mod på at starte på industri- eller procesoperatøruddannelsen. Derudover kunne jeg også forestille mig, at vi måske kunne bruge den til nogle af vores eksisterende ufaglærte medarbejdere, der nu kan få nogle papirer på, hvad de kan. Uddannelsen er oplagt herude pga. industrien, det er der ikke tvivl om,” siger han.