Ny butik i Kalundborg

Fredag morgen, inden butikken åbnede, stod folk i kø for at leje en stand. 

Ny butik i Kalundborg Martina Jensen er daglig leder af Naboloppen på Nytorv i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg fik fredag en ny forretning i midtbyen. Her har Mirna El Mir nemlig valgt at åbne Naboloppen, der sælger alverdens ting og sager for hr. og fru Jensen til fordelagtige priser, da det jo er genbrug. 

I forretningen på Nytorv i Kalundborg, hvor der tidligere var Poppi Dyrecenter og senest COVID-19 testcenter, har Naboloppen nu til huse. Forretningen er ny i byen, men konceptet allerede kendt, og fredag morgen stod folk i kø for at leje en stand og ikke mindst for, at komme ind i den nye butik, og se de mange varer, der allerede er på hylderne.

Azam Chrakie, der er gift med Mirna El Mir var at finde i den nye butik fredag, hvor de åbnede op for første gang. Hans hustru har født en lille pige for nogle måneder siden, og vil derfor ikke være i forretningen så meget til at begynde med. Derimod vil den daglige leder, Martina Jensen, tage godt imod alle kunderne. Martina Jensen kommer fra et lignende job i Korsør.

”Vi fik faktisk idéen, fordi vi selv havde en stand i Korsør. Derudover kan mange jo mærke, at tingene er blevet dyrere, så en genbrugsforretning er vel en god ide. Vi lever i et køb og smid væk samfund, men rigtig mange ting, som man ikke selv længere kan bruge, kan højst sandsynlig bruges af andre. Vi skal passe på vores klode, og hellere i dag end i morgen,” siger Azam Chrakie, der til daglig er salgschef i Føtex.

Midtbyen var et bevidst valg

Ægteparret har helt bevidst valgt, at forretningen skal ligge inde i midtbyen: ”Det er helt bevidst, at vi har valgt et lokale, der ligger inde i byen. Det gør, at de fleste kan gå hertil, og derudover er der gode muligheder for at parkere også,” siger Azam Chrakie.

Hos Naboloppen kan man finde alt lige fra brugskunst til børnetøj, jule- og nytårsting til legetøj, tøj og keramik. Der kommer et børneområde og det, de hos Naboloppen kalder ’stande’.

”Det bliver ligesom i Magasin, hvor der er en shop i shoppen så at sige. Folk kan leje lidt mere plads, hvor de så kan have deres egen lille shop. Derudover har vi tænkt os, at lave et børneområde, hvor det kun er børneting, der bliver solgt,” fortæller Azam Chrakie.

Konceptet hos Naboloppen er helt enkelt. Har man ting i overskud, kan man leje en reol hos Naboloppen, prismærke det og efterfølgende helt simpelt via sin telefon følge, hvordan salget går. Naboloppen får 15 procent af salgsprisen i kommission. De har i alt 124 reoler hos Naboloppen pt.

Åbningstider

Naboloppen vil have åbent ugens 7 dage, og er at finde på Nytorv i Kalundborg.

  • Hverdage 10-17.30
  • Weekend 10-15

Del