Ny butik har åbent døgnet rundt

Brian Monberg Christensen, der skal være butiksleder i A&Os håndværkerbutik i Kalundborg (tv) sammen med Sander Studsgaard, der er salgschef hos A&O. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 1. september åbner Brødrene A&O Johansen A/S endnu en håndværkerbutik, denne gang i Kalundborg. Butikken ligger på Hareskovvej 17 i det tidligere Carmen. Håndværkerbutikken kommer med fuldt sortiment, som den eneste i landet, med alt inden for vvs, el, VA samt værktøj. Derudover er der døgnåbent, og deraf mulighed for selvbetjening på alle tider af døgnet ved hjælp af app’en AO365.

Brødrene A&O Johansen kan bryste sig af at være first mover. De har nemlig, ved hjælp af en app, gjort det muligt for deres kunder at handle 24 timer i døgnet. Faktisk har A&O tidligere vundet en pris for netop det koncept, da de fik tildelt en fin 1. plads for den bedste B2B virksomhed i 2021. Ydermere har de vundet E-handelsprisen i både 2012, 2016 og 2019.

”Ved hjælp af vores app AO365, kan man handle fysisk hos os 24 timer i døgnet alle årets dage, uden at der er personale tilstede. Står en virksomhed og mangler noget om aftenen, midt om natten eller på en helligdag, er det altså muligt at køre ud og hente det, selv om der ikke er personale i butikken. Det kan man ved hjælp af app’en AO365,” fortæller Sander Studsgaard, der er salgschef hos Brødrene A&O Johansen.

Selvbetjening kommer mere og mere frem i forskellige brancher, men Brødrene A&O Johansen er de første og eneste i deres branche i Danmark, der har en app, der gør det muligt for kunderne, at handle fysisk i butikkerne døgnet rundt 365 dage om året. 

Kalundborg har et interessant erhvervsliv

Brian Monberg Christensen, der er butiksleder i Kalundborg afdelingen er fra Kalundborg, og bor også i byen, hvor han for mange år siden arbejdede som VVS’er. Han har længe gerne ville have en afdeling af Brødrene A&O Johansen i Kalundborg, hvilket nu sker den 1. september i år.

”Det har været et ønske fra Brian i mange år, at vi åbnede endnu en butik i Kalundborg. Vi undersøgte markedet, kontaktede bl.a. kommunen for at finde ud af, hvad der sker i Kalundborg, og fandt ud af, at der jo sker rigtig meget, når vi taler erhvervsliv. Derfor gav man et go i maj, og vi har sådan set knoklet lige siden for at få butikken i Kalundborg færdig til den 1. september,” fortæller Sander Studsgaard, og bliver suppleret af Brian Monberg Christensen: ”Jeg glæder mig meget til at åbne i Kalundborg. Der er sket meget i byen de senere år, og den udvikling vil vi gerne være med til.”

Den nye butik i Kalundborg er på omkring 800 kvm med stor VA gård, og er nr. 51 butik i landet. Den har, som den første butik, hele sortimentet inden for el, VVS, Vaga VA og værktøj.

Grand opening 

Når Brødrene A&O Johansen slår dørene op onsdag den 1. september kl. 7 vil det være med et væld af gode tilbud, konkurrencer, morgenmad og pølsevogn både onsdag og torsdag. Der vil også være gaver til de første 100 afhenter ordrer onsdag, og borgmester Martin Damm (V) indvier den nye butik onsdag morgen kl. 7.

”Vi håber på stort fremmøde fra håndværkerne, og glæder os til fremover at betjene de professionelle i byen,” slutter Sander Studsgaard af med at sige.

Del