
Af Jens Nielsen
Torsdag sidst på eftermiddagen fik politiet øje på en personbil, der larmede uforholdsmæssigt meget på Tranevej i Høng, ligesom bilen udsendte ekstraordinært megen røg fra udstødningen.
En 34-årig mand fra Gørlev sad bag rattet i bilen, hvis nummerplader var afmeldt hos Motorstyrelsen og derfor ikke måtte sidde på bilen. Den var således hverken registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret, ligesom den 34-årige ikke skulle have sat sig i førersædet af en anden årsag.
Den 34-årige blev yderligere sigtet for kørsel uden førerret, fordi politiet i forbindelse med en verserende sag om overtrædelse af færdselsloven tidligere havde inddraget hans førerret.
Senere kan den 34-årige forvente at høre nærmere fra politiet efter sigtelserne i forbindelse med eftermiddagens kørsel.