Nu udfases coronapas flere steder

Fra i dag søndag d. 1. august udfases coronapassert flere steder. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En række restriktioner bliver ophævet i dag, bl.a. skal der ikke længere vises coronapas når man skal i biografen.

Selvom det i disse sommermåneder kan føles, som om at Danmark er mere eller mindre tilbage til normalen igen efter halvandet år med coronarestriktioner, er mange brancher fortsat underlagt forskellige krav.

Men i dag søndag d. 1. august bortfalder en lang række af de krav. Det er en af skæringsdatoerne for den genåbningsaftale, regeringen indgik med alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige tilbage i marts i år.

Fra i dag udfases kravet om at skulle fremvise coronapas ved en række kulturinstitutioner.

Det gælder hos spillesteder, teatre og biografer med færre end 500 tilskuere samt på museer, i forlystelsesparker og zoologiske haver. Og derfor skal der ikke fremover vises coronapas når man vil i Kino Den Blå Engel.

Derudover skal du ikke længere vise coronapas i lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter. Det gælder også udendørs motionsevents og idrætsarrangementer.

I fitnesscentrene skal du heller ikke længere fremvise coronapas ved indgangen. I stedet overgår man her til en daglig stikprøvekontrol med coronapas.

Tidligere har der været arealkrav for alle butikker, som offentligheden har adgang til. Jo større arealet har været, jo færre kunder har været tilladt.

Men det bliver dog ændret søndag, så arealkravet ensrettes til to kvadratmeter per person alle steder, uanset butikkens størrelse.

Fra i dag må udeholdene også have fans til stede under kampene i de bedste danske fodboldrækker.

Samtidig er 1. august dagen, hvor klubberne igen må åbne op for fyldte tribuner på deres stadioner.

For store udendørs arrangementer med siddende publikum ophæves afstandskravet og kravet om, at publikum skal inddeles i sektioner á 1.000 personer. Men kun hvis der er faste pladser og registrering af arrangementets deltagere.

For arrangementer med færre end 2.000 tilskuere vil der fra i dag ikke længere være krav om at fremvise coronapas. Er der mere end 2.000 tilskuere, vil kravet om fremvisning af coronapas fortsat være gældende indtil 1. oktober 2021.

Del