Nu kan man indstille til Handicapprisen

På Handicaprådets udvalgsmøde tirsdag var Handicapprisen 2022 på dagsordenen.

Nu kan man indstille til Handicapprisen Handicapprisen bliver uddelt hvert år. Her er det formand for Handicaprådet, Gunver Jensen, der taler ved overrækkelsen på Café Solsikken i Kalundborg i december 2021. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Handicapprisen uddeles hvert år på den Internationale Handicapdag, som er den 3. december. I år vil Handicapprisen uddeles lørdag den 3. december. Prisen består af 10.000 kr. og et litografi. Handicaprådet annoncerer i år efter indstillinger bl.a. på Facebook, da rådet mener, at de har været for dårlige til at formidle information om indstillingerne ud i kommunen.

På Handicaprådets udvalgsmøde tirsdag var Handicapprisen 2022 på dagsordenen. Handicaprådet leder efter indstillinger af kandidater, og da man tidligere har været dårlig til at formidle ud, at man leder efter indstillinger til prisen, forsøger man nu, at gøre tingene lidt anderledes i jagten på indstillingerne.  

Gunver Jensen fortæller, at man i år har besluttet at gøre det på en lidt anden måde, fordi man netop tidligere har været for dårlig til at formidle ud vedrørende Handicapprisen.

”Vi gør det lidt på en anden måde i år. Vi har nok gjort det for dårligt mht. annoncering af indstillinger til Handicapprisen, og derfor bruger vi bl.a Facebook og medierne i år. Det er jo ikke noget, man bare lige gør. Skal man indstille til sådan noget, skal man lige snakke om det, samt snakke med den person, som man vil indstille. Vi tror på, at det her er en bedre måde at få fortalt om, at man kan indstille til Handicapprisen, og det er jo først til december. Der skal nok komme nogle i løbet af efteråret,” fortæller Gunver Jensen.

Pris for hjerte- og husrum

De frivillige i Medborgerhuset i Kalundborg fik sidste år tildelt Kalundborg Kommunes Handicappris 2021 på Café Solsikken i Kalundborg til et arrangement, hvor bl.a. formand for Handicaprådet, Gunver Jensen og borgmester Martin Damm deltog. Modtagerne fik prisen for deres hjerte- og husrum samt deres uselviske og utrættelige indsats for borgerne.

Frist for indstilling

Fristen for indsendelse er tirsdag den 20. september 2022 kl. 8. Handicaprådet udvælger herefter prismodtageren, og overrækkelsen sker ved et arrangement på den Internationale Handicapdag den 3. december.

Prisen kan gives til personer, organisationer, foreninger eller enkeltpersoner, der har gjort en forskel inden for handicapområdet, som bor eller arbejder inden for kommunen.
Medarbejdere i Kalundborg Kommune og medlemmer af Handicaprådet kan ikke modtage handicapprisen. Alle, der har udvist engagement, rummelighed, hjælpsomhed, gjort en særlig forskel, har været innovativ og lignende inden for handicapområdet, kan komme i betragtning. Alle kan indstilles til prisen, også selvom man tidligere har været indstillet.

Kommunalbestyrelsen, råd, nævn, organisationer, foreninger, grupper og enkeltpersoner kan indstille til Handicapprisen.

Læs mere om hvordan man indstiller til Handicapprisen 2022, KLIK HER

Del