Nu åbner Direkte Genbrug på genbrugspladsen i Gørlev
Med et nyt koncept for gratis genbrug, vil Kalundborg Kommune og ARGO nu mindske mængderne af affald.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mange ærgrer sig, hvis gode ting ryger i containerne på genbrugspladsen? Med et nyt koncept for gratis genbrug, vil Kalundborg Kommune og ARGO nu mindske mængderne af affald.
Lørdag den 11. oktober klokken 12 åbner Kalundborg Kommune og ARGO et nyt koncept med gratis genbrug på genbrugspladsen i Gørlev. Det sker, når ARGO etablerer et Direkte Genbrug Telt i Gørlev, hvor man kan give eller hente genbrugsting gratis. Det skriver ARGO i en pressemeddelelse torsdag.
”Jeg er rigtig glad for, at vi nu åbner endnu et genbrugssted, hvor borgerne frit kan aflevere og finde gode ting, som fortjener et nyt liv. Det giver god mening - både for klimaet og for fællesskabet. Erfaringer fra Kalundborg Genbrugsplads viser, at det virker, og det passer perfekt ind i Kalundborg Kommunes grønne ambitioner og understøtte borgernes egne grønne valg,” fortæller Martin Schwartzbach (DF), byrådsmedlem i Kalundborg Kommune og bestyrelsesmedlem i ARGO.
Giv gode ting videre
Teltene indrettes med reoler i forskellige kategorier. Her kan man sætte ting, man ikke længere bruger, så andre i stedet kan få glæde af dem. Ligesom man måske også selv kan finde noget, man lige står og mangler. Når du giver ting videre, skal man sætte hver ting på den rette reol, så de er tilgængelige for andre, som gerne vil overtage dem.
Når man selv tager ting ned fra hylderne, behøver man ikke samtidig give ting. Man skal til gengæld downloade appen ”Direkte Genbrug” og taste sine genbrugsfund ind, inden man tager dem med sig. På den måde kan ARGO beregne, hvor meget CO2, man er med til at spare miljø, natur og klima for.
Gratis “ristet” til alle med appen ”Direkte Genbrug”
Til åbningen lørdag den 11. oktober vil Martin Schwartzbach holde åbningstale og klippe den røde snor. Herefter kan alle træde ind og sætte ting, de ikke længere bruger eller måske selv finde gode ting, de mangler. Til åbningsfesten er der også en gratis “ristet” i pølsevognen til alle, som har downloadet appen ”Direkte Genbrug”. Appen kan du hente allerede nu på www.direkte-genbrug.dk
229.482 ting har allerede skiftet hænder
Siden 1. juni sidste år har Kalundborg, Køge, Roskilde, Lejre og Stevns Kommuner løbende åbnet konceptet på deres genbrugspladser. Til og med september måned i år har i alt 229.482 ting skiftet hænder gennem Direkte Genbrug. Ting, som måske ellers ville være endt i containerne ude på pladsen. Vi har dermed sparet vores miljø, natur og klima for cirka 3.000 ton CO2, skriver de i pressemeddelelsen.
”Resultaterne viser, at selv små handlinger fra dig og mig kan gøre en stor forskel for vores klima. Derfor vil jeg også opfordre alle til at bidrage til Direkte Genbrug, så vi sammen kan producere mindre affald og giver vores ressourcer et længere liv,” udtaler genbrugschef i ARGO, Finn Kjær.