Novonesis nomineret til "Årets lærlingeplads 2024”

Fire lærlinge fra el- og smedefaget har netop indstillet Novonesis Kalundborg til ”Årets Læreplads.

Novonesis nomineret til "Årets lærlingeplads 2024”
Fra venstre: Carl-Otto Nielsen, Ole Bøgelund Petersen, Jonas Elfving, William Petersen, Anders Jensen og Steen Skærbæk.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fire lærlinge fra el- og smedefaget har netop indstillet Novonesis Kalundborg til ”Årets Læreplads”, via Roskilde Tekniske skole (RTS).

William Petersen, Jonas Elfving, Ole Bøgelund Petersen og Daniel Holme Andersen er de fire lærlinge, der har indstillet Novonesis Kalundborg til ¨Årets Læreplads”. Torsdag var Carl-Otto Nielsen, der er virksomhedskonsulent fra Praktikcenteret på Roskilde Tekniske skole derfor på besøg på Novonesis i Kalundborg, for at overrække Diplom og blomster for den ærefulde nominering til Elevkoordinator Anders Jensen og Senior Director Steen Skærbæk.

Stolt over at være nomineret

Lærlingenes koordinator, Anders Jensen, var stolt over at være nomineret: ”Sidste år fik vi den lokale pris som ”Årets Innovative Læreplads”. Der er ingen tvivl om, at det lønner sig, når virksomheder prioriterer arbejdet med lærlinge. Jeg sikrer, at de får lov til at blive udfordret samtidig med, at vi er et team - alle sammen. Nærheden er væsentlig. Og vi mærker på interessen fra omverdenen, at det er kendt at lærlinge og elever også har det godt hos os. Pt.er vi fx helt booket op af praktikanter indtil uge 45. De unge henvender sig selv, og beder om lov til at komme her.”

Carl-Otto Nielsen istemmer: “Ja, man skal ikke underkende den snak, der løber blandt unge mennesker både på og uden for skolen. Hvad Novonesis oplever på området for smede-lærlinge er helt klart også atypisk. Langt de fleste virksomheder har desværre udfordringer med at rekruttere til denne faggruppe.”

Også Steen Skærbæk tilføjer, at det heller ikke er noget, der kommer af sig selv.

“Jeg er beæret og stolt over indstillingen, og det er virkelig fantastisk at se frugten af Anders Jensens arbejde. Vi er en innovativ virksomhed – også på dette punkt. Ved at gentænke indholdet i vores uddannelse af de unge mennesker, skaber vi både dygtige og selvstændige medarbejdere i alle faggrupper. Og hvis vi ikke får mulighed for selv at ansætte dem, hvilket vi gør meget for, så bliver de til gavn for andre på arbejdsmarkedet. Det er også en succes at kunne inspirere andre og gå forrest,” siger han.

Hvorfor indstiller de Novonesis

Og til spørgsmålet om hvorfor man som lærling bruger en masse tid på at lave en god indstilling – og i det hele taget indstiller sin læreplads - det har de fire lærlinge ikke svært ved at svare på. William Petersen er glad for, at man får mulighed for at lave nye tværfaglige samarbejder. Det står de netop for at skulle med arkitekterne fra Det Kongelige Akademi i Kalundborg og en fransk Teknisk Skole, som de skal have udvekslingsophold med. Ole Bøgelund Petersen, som kører fra Korsør hver dag, bifalder, at man får lov til at lære enormt mange forskellige ting – og at man er i et team selv om, at man får lov til at løse opgaverne selvstændigt. Fejl er der også plads til – så prøver man bare forfra. Jonas Elfving runder fejringen fint af med at udbryde: “Hver eneste dag, når jeg er på vej på arbejde, tænker jeg: “Det skal nok blive en sjov dag igen i dag!”

Alle nominerede går videre til receptionen i Roskilde, hvor man kårer selve den lokale vinder. Det sker den 8. oktober. Læs evt. mere om Årets Læreplads her: Årets Læreplads (aaretslaereplads.dk) 

Del