Novo Nordisk inviterer, traditionen tro, til World Diabetes Day
World Diabetes Day Run er for både børn og voksne og afholdes den 14. november på Kalundborg Torv
Af Jens Nielsen
Den 14. november markeres, traditionen tro, World Diabetes Day verden over. Igen i år markeres dagen i Kalundborg med et motionsløb for alle, arrangeret af Kalundborg Idrætsforening (KIF) i samarbejde med Novo Nordisk.
KIF og Novo Nordisk glæder sig til sammen at byde velkommen til det traditionsrige løb. Arrangørerne forudser rekorddeltagelse i år. Sidste år var 1000 børn og voksne trukket i løbetøjet for at gå eller løbe, derfor er alle sejl er sat ind for at skabe en god og sikker afvikling af løbet, hvilket også betyder, at der i år ikke vil være telte med boder ved startfeltet på torvet.
Børneløbet er på 2,3 km. Der er Gå-ruter på 2,3 km og 4,8 km. og løberuter på 4,8 km og 9,6 km.
Ligesom vartegn i byer verden over vil Vor Frue Kirke være oplyst i blåt lys under hele løbet, som en markering af World Diabetes Day.
World Diabetes Day Run er for både børn og voksne og afholdes den 14. november på Kalundborg Torv, hvor der vil være velkomst og opvarmning fra klokken 17.00. Der er mulighed for omklædning i Kalundborg Hallen.
Det koster 25 kroner at deltage, når man tilmelder sig online på KIFs hjemmeside senest dagen før. Det er også muligt at tilmelde sig løbet i teltet på dagen mellem klokken 15.00 og 16.00 til en pris af 75 kroner.
”Med World Diabetes Day vil vi gerne sætte fokus på diabetes og den globale udfordring, som kroniske sygdomme udgør for os alle. Vi håber, at løbet i Kalundborg kan være med til at inspirere til en sundere livsstil, der er en vigtig forudsætning i forebyggelsen af diabetes. Vi er glade for, at Kalundborg Idrætsforening (KIF) igen i år vil stå for at arrangere det imponerede løb, hvor alle kan være med - uanset, om man vil først over målstregen eller gå en hyggelig tur i efteråret,” siger Michael Hallgren, Produktionsdirektør for Novo Nordisk Kalundborg.
Løb for en god sag
Når man deltager i World Diabetes Day Run i Kalundborg, støtter man samtidigt et godt formål, da alle deltagerbetalinger går ubeskåret til Diabetes Børne Unge Hjemmet Solglimt i Fårevejle, der er landets eneste behandlingshjem for børn og unge med diabetes.
Program for Worlds Diabetes Day Run:
Kl. 17.00: Velkomst og fælles opvarmning på Torvet i Kalundborg
Kl. 17.15: Start 9,6 km løb
Kl. 17.20: Start 4,6 km løb/gang
Kl. 17.25: Start 2,3 km løb/gang og børneløb u/14 år
Om World Diabetes Day
Word Diabetes Day markeres hvert år den 14. november verden over af International Diabetes Federation (IDF). Formålet er at sætte fokus på diabetes og de komplikationer, der ofte følger med sygdommen, samt på forebyggelse og behandlingsmuligheder. Motionsløbet World Diabetes Day Run i Kalundborg har været afholdt i mere end 10 år.
Fakta om diabetes
På verdensplan lever en ud af ti voksne med diabetes, hvilket er mere end 537 millioner voksne (mellem 20 og 79 år). Dette tal forventes i 2045 at stige til mere end 783 millioner.
Mere end 90 procent af alle diabetikere har type 2 diabetes. 240 millioner mennesker verden over har i dag udiagnosticeret diabetes.
Tilmelding til World Diabetes Day Run 2024 - klik her