Nissefamilien fik julestemningen i vejret

Julemanden havde taget både julemor og de to nisser, Lillelys og Kogle, med til julehygge i Meny

Nissefamilien fik julestemningen i vejret Julemanden fik tændt lyset i juletræet hos Meny fredag eftermiddag. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Julemanden og hele nissefamilien fik i den grad julestemningen i vejret fredag sidst på eftermiddagen, da juletræet ved Meny blev tændt.

Meny i Kalundborg har hen over året en række af arrangementer for kunderne, men en egentlig juletræstænding med julemand har man ikke haft tidligere, men det er der nu lavet om på.

Fredag sidst på eftermiddagen var børn og voksne nemlig inviteret til julehygge med gløgg, juice, æbleskiver og nissekagemand uden for Meny.

”Julen er magisk og vi er rigtigt glade for det store fremmøde, og for børn og barnlige sjæle har man mulighed for at komme og hænge sin julesok op,” sagde købmand Peter Egebæk til de mange fremmødte.

Julemanden havde taget både julemor og de to nisser, Lillelys og Kogle, med til julehygge i Meny.

”Hvad er det nu vi skal tænde,” spurgte den gamle julemand de mange børn. ”Juletræet,” blev der råbt.

Julemanden kunne fortælle at det er nissen Lillelys som sørger for alt julelys i hele verden og nissen Kogle ved alt om juletræer.

Julemanden talte ned fra 10 og på magisk vis tændte lyset i juletræet, inden børn og voksne blev budt på nissekagemand.

Julemanden kommer tilbage til Meny d 3/12 fra 15-18 og læser julehistorier for de artige børn.  Og han er der igen d 10/12 fra 15-17 og d 21/12 fra 15-18.

Peter Egebæk oplyser også, at der flytter en nisse ind i et peberkagehus lige midt i slagterafdelingen. Han vil lave en række narrestreger i hele december og der vil være et juleeventyr på butikkens Facebookside hver dag frem mod jul.

Del