Niels-Erik Sørensen – 25 år i borgernes tjeneste

Niels-Erik Sørensen kan den 1. januar 2023 fejre 25-års jubilæum som medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune. Selvom årene er gået forbavsende hurtigt så véd han, at han har været med til at gøre en forskel.

Niels-Erik Sørensen – 25 år i borgernes tjeneste
Niels-Erik Sørensen fejrer sit 25-års jubilæum den 10. januar kl. 14 til 17 i kantinen på rådhuset på Holbækvej. Foto: Jens Nielsen

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk

Niels-Erik Sørensen kan den 1. januar 2023 se tilbage på 25 år i kommunalbestyrelsen, og det fejres med reception den 10. januar i kantinen på rådhuset på Holbækvej. Selvom tiden – ifølge ham selv – er gået som et fingerknips, så kunne hans politiske karriere faktisk være sluttet, førend den rigtig var begyndt! Han blev nemlig engang ekskluderet fra Venstre!

De fleste kender 66-årige Niels-Erik Sørensen på det karakteristiske overskæg, de smilende øjne og det glade smil. Den tidligere landpost kan den 1. januar 2023 fejre 25-års jubilæum som medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune. En imponerende bedrift i sig selv, men lige så imponerende er, at han gennem alle syv perioder er blevet genvalgt af dem, der står hans hjerte mest nær – borgerne!

Et overraskende valg

- Jeg vil egentlig ikke sige, at jeg kommer fra en udpræget politisk familie. Selvom mine forældre havde et mindre landbrug, og ligesom de øvrige landmænd var medlem af Venstre, så var det faktisk de aktive venstremænd, brødrene Jørgen og Thorkild Jensen, der ved en kop formiddagskaffe under en post-tur fik lokket mig til at stille op for Venstre i Raklev. De mente, at der skulle nogle yngre kræfter til, siger Niels-Erik Sørensen, der på daværende tidspunkt var 41 år.

Det kom derfor meget bag på ham, at han ved opstillingsmødet i november 1997 blev valgt med næstflest personlige stemmer – helt præcis 218. Spidskandidaten dengang var Ib Merling Petersen, og han endte med at blive en slags politisk mentor for Niels-Erik.

- Det første byrådsmøde i 1998 var akkurat som man husker første skoledag. Jeg havde taget pænt tøj på, og var enormt spændt på at finde ud af, hvad jeg havde begivet mig ud i, husker han grinende og fortsætter:

- Jeg kom i socialudvalget, dét, der i dag hedder ”Ældre og Sundhedsudvalget”, og den post har fulgt mig hele vejen til i dag, hvor jeg også er formand for ”Børn og Ungeudvalget”. Men lige meget hvilket udvalg, jeg har været en del af gennem årene, så har jeg haft det rigtig godt med kollegerne. Vi har virkelig formået at tilsidesætte politiske særinteresser og koncentrere os om dagsordenerne og beslutningerne, som vi har forsøgt at løse på allerbedste vis.

Ekskluderet af Venstre

I løbet af de forgangne 25 år har Niels-Erik Sørensen arbejdet sammen med hele fem borgmestre: Arne Nielsen, Gitte Høegh Frejbæk, Tommy Dinesen, Kaj Buch Jensen og Martin Damm. Men at det var hans egen Raklev-formand, der for godt tyve år siden var ved at rive gulvtæppet væk under Niels-Erik Sørensens politiske karriere, kom i dén grad bag på ham.

- Jeg har forsøgt at granske min hukommelse for, hvad det var for en sag, jeg havde udtalt mig til pressen omkring, men jeg kan vitterligt ikke huske det. Men min ekskludering af Venstre i Raklev står til gengæld lysende klart for mig. Det var en forfærdelig oplevelse, fortæller han ærligt.

Niels-Erik Sørensen forklarer, at han engang skulle til et bestyrelsesmøde hos Flemming Jørgensen, der på daværende tidspunkt var formand for Venstre i Raklev. Inden mødet startede, rejste Flemming Jørgensen sig og sagde: ”Inden mødet starter, Niels-Erik, så vil jeg meddele dig, at du ikke længere kan være medlem af lokalforeningen i Raklev. Jeg vil gerne bede dig om at pakke dine sager og køre hjem!

- Jeg var lamslået, ulykkelig og forvirret. Jeg havde tilsyneladende udtalt mig til pressen om noget, han ikke var enig i. Da jeg kom hjem, græd jeg! Helt ærligt, fattede jeg ikke en brik, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Ved det kommende byrådsmøde var min plads flyttet væk fra Venstre-folkene, og der stod nu ”løsgænger” på mit navneskilt, husker han.

Heldigvis ringede gruppeformand Valdemar Christensen til Niels-Erik og foreslog ham, at de to kunne mødes og få snakket tingene igennem. Efter halvanden måneds ekskludering var Niels-Erik atter inde i Venstre-varmen. Der har han været lige siden!

- I dag kan jeg godt grine af det, men mens det stod på, var det en forfærdelig tid, siger han.

En travl mand

I dag er Niels-Erik far, farfar, morfar, ægtemand, medlem af Ældre og Sundhedsudvalget, formand for Børn og Ungeudvalget for 4. periode i træk. Han er medlem af bestyrelsen i Kalundborg Forsyning, kirketjener i Nyvangskirken og formand for H. F. Vestsjællands Venner. Sidstnævnte er som arrangør af ældrefesten, der har skiftet navn til Seniorfesten. Faktisk er det 13. gang, at Niels-Erik Sørensen er arrangør af det storslåede arrangement for de ældre i Kalundborg Kommune. Han råder tilsyneladende over væsentlig flere timer i døgnet, end mange andre!

- Seniorfesten ér en meget speciel dag, som jeg sidestiller med juleaften. Tænk, at man kan være med til at glæde så mange mennesker med lækker mad, god musik, snak og underholdning. Til den kommende fest den 2. februar 2023 er der solgt hele 700 billetter, og jeg glæder mig helt vildt meget, siger han med lys i øjnene.

Ikke færdig i politik – endnu!

Selvom de 25 år i kommunalbestyrelsen er gået forbavsende hurtigt, så véd Niels-Erik Sørensen, at han har været med til at gøre en forskel for borgerne i kommunen.

- I de seneste år har Kalundborg-området været i rivende udvikling, og jeg synes, at jeg har været med til at vedtage en masse gode initiativer, blandt andet etableringen af flere plejecentre. Men det kan være svært at sammenfatte samtlige 25 år, hvor udviklingen er gået stærkt, og hvor jeg har fået kendskab til et hav af mennesker, som alle har sat et aftryk på den ene eller anden måde.

Niels-Erik Sørensen er dog heller ikke færdig i politik. Hvis helbredet holder, lover han, at han tager de sidste tre år i nuværende periode. Men om han ønsker at stille op igen, har han endnu ikke taget beslutning om.

- Jeg er både stolt og taknemmelig over, at være blevet genvalgt hele syv gange – det er der ikke mange, der opnår! Men jeg véd også, at det pludselig kan være slut, og jeg har set, hvordan andre kolleger har haft det, hvis ikke de har fået stemmer nok. For ikke at skulle dét igennem, vil jeg nok hellere selv bestemme, hvornår jeg ønsker at sige ”tak for denne gang”. Men lige nu er jeg slet ikke færdig i politik – overhovedet ikke, forsikrer han grinende.

Der holdes reception for Niels-Erik Sørensen den 10. januar klokken 14 – 17 i kantinen på rådhuset på Holbækvej.

Del