Niels Baunegaard er gået bort

Niels blev indvalgt i kommunalbestyrelsen i Høng i april 1970, og var borgmester i Høng fra 1976 til 1997.

Niels Baunegaard er gået bort
Niels Baunegaard Nielsen. Privatfoto.

Niels Baunegaard Nielsen er gået bort. Han blev 97 år.

Niels blev indvalgt i kommunalbestyrelsen i Høng i april 1970, og var borgmester i Høng fra 1976 til 1997. Ved siden af det politiske drev han gården ”Lykkebjerg” i Sønderød, som i dag er bondegårdsferie, drevet af sønnen Niels Henrik og hans kone Gitte. På trods af Niels’ mange offentlige hverv, var han først og fremmest landmand, selv i en høj alder var han med i marken og på traktoren.

Niels var en populær borgmester i Høng i en udviklingsperiode, med blandt andet byggeri af Høng Hallen og Høng Plejecenter, hvor Niels havde sin sidste tid. Niels havde evnen til at kunne snakke med alle, høj såvel som lav.

Niels gik syv år i skole, kun hver anden dag, han supplerede dog med tre års aftenskole. Han kom i lære som mejerist i 1941, en uddannelse som han dog sprang fra for at vende tilbage til landbruget. Han fik en landbrugsuddannelse på Korinth Landbrugsskole i 1952. I 1953 blev Niels gift med Grete,  som døde i 2004. Et stykke tid efter Gretes død, blev Niels ven og samboende med Annelise Ebbensen, som døde i 2023. Niels efterleves af tre børn, ni børnebørn og otte oldebørn.

Niels vil blive begravet fra Reerslev Kirke onsdag den 4. september kl. 11.00.

På vegne af Niels Henrik Baunegaard Nielsen, Ingrid Baunegaard Jensen og Lene Baunegaard Danielsen.

Del