Nej tak til Netto i Løve

Læserbrev: Nej tak til Netto i Løve
Snart skal Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg tage stilling til planerne om en Nettobutik i Løve. Da sagen var til behandling første gang i udvalget, var jeg den eneste der sagde nej til planerne. Mit nej var begrundet i, at trafikken vil blive endnu farligere ved krydset Høng Landevej, Løve Gl. Landevej, Davrekildevej og Slagelsevej. Høng Landevej er en statsvej og det er Vejdirektoratet der regulerer. De vurderer ud fra nogle gennemsnitstal og tager ikke stilling ud fra trafiksituationen om morgenen og eftermiddagen.
Enhedslisten har tidligere foreslået en tunnel under Høng Landevej, hvilket Vejdirektoratet ikke vil afsætte midler til. Kalundborg kommune ønsker heller ikke at bruge nødvendige midler til løsning af trafiksituationen. Venstre går ind for fri konkurrence, men den såkaldte frie konkurrence truer mange små byers handelsliv, således også Høng. Derfor pænt nej tak til en Netto i Løve.
Niels Erik Danielsen, kommunalbestyrelsesmedlem Enhedslisten Kalundborg.