Naturpolitisk vælgermøde trak fulde huse på Reersø
Naturen var i centrum, da DN Kalundborg tirsdag holdt sit traditionsrige og utraditionelle vælgermøde, det såkaldte ”Naturpolitiske Kagebord”.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Over 100 borgere deltog, da DN Kalundborg satte naturen i centrum for den lokale valgdebat.
Naturen var i centrum, da DN Kalundborg tirsdag holdt sit traditionsrige og utraditionelle vælgermøde, det såkaldte ”Naturpolitiske Kagebord”, på Café Vejlen på Reersø.
Det store lokale var fyldt til bristepunktet med omkring 100 naturinteresserede og -bekymrede borgere, der ville høre, hvordan de lokale kandidater vil styrke naturen i Kalundborg Kommune. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Kalundborg Sportsfiskerforening.
Film satte fokus på kommunens naturforvaltning
Aftenen blev indledt med en kort film produceret af Chilbal-film, med titlen ”Kalundborg Kommune passer på naturen – eller gør den?” Filmen satte scenen med eksempler på udfordringer i kommunens forvaltning af naturen – og lagde op til debat.
Herefter præsenterede 12 kandidater deres naturpolitiske visioner – inspireret af deres medbragte kager. Som en ekstra konkurrence deltog kandidaterne i en ”Kahoot”-quiz med 16 spørgsmål om Kalundborgs natur. Her løb Liste L med sejren, tæt fulgt af Liste O og V.
Kage, quiz og klima – og en klar opfordring
Efter den første spørgerunde blev der serveret kaffe og kage – alt sammen med naturpolitisk tema. Publikum kårede Liste Ø, som vinder af kagekonkurrencen for tredje gang i træk, selvom kandidaten Niels Erik Danielsen måtte indrømme, at æren for bagværket tilkom hustruen.
Kagerne afspejlede deltagernes bud på en grønnere fremtid – med motiver som rene vandløb, grønne områder og et sundt vandmiljø.
Debat om spildevand, drikkevand og naturbudgetter
De mange spørgsmål fra salen spændte bredt – fra rensning af spildevand, kvælstofudledning og økologisk tilstand i vandløb og fjorde til beskyttelse af drikkevandet, helårsgræsning, separatkloakering og biodiversitet.
Et centralt emne var kommunens lave budget på natur- og miljøområdet. Kalundborg afsætter kun 0,37 procent af det samlede budget til grønne indsatser – væsentligt under landsgennemsnittet.
”Det er alt for lidt,” lød det samstemmende fra samtlige kandidater, der erklærede sig enige i, at andelen skal øges. DN Kalundborg kalder det et løfte, de vil holde politikerne fast på i den kommende valgperiode.
Naturen kom på dagsordenen
Selvom naturen sjældent fylder meget i valgkampen, viste det naturpolitiske kagebord, at mange vælgere faktisk prioriterer grønne spørgsmål højt.
”Vi er meget tilfredse med, at naturen igen er blevet bragt ind i valgkampen,” siger arrangørerne fra DN Kalundborg.
De lover at fortsætte dialogen – og holde politikerne op på deres løfter om mere natur, renere vand og et grønnere Kalundborg.