Naturlige forklaringer på stilheden

Boligmarkedet er ikke faldet så drastisk i Kalundborg Kommune.

Naturlige forklaringer på stilheden Ejendomsmægler Henrik Andersen fra Robinshus Vestsjælland har fortalt lidt om, hvordan boligmarkedet ser det ud i Kalundborg Kommune og omegn for tiden. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at priserne på villaer og rækkehuse steg ganske lidt pr. kvadratmeter fra april til maj. Det betyder reelt, at priserne er stagnerende.

Men hvordan ser det ud i Kalundborg Kommune og omegn for tiden. Det har ejendomsmægler Henrik Andersen fra Robinshus Vestsjælland fortalt lidt om.

”Boligmarkedet ser, i Kalundborg, lidt ud som i andre store dele af landet. Tingene er blevet væsentligt mere stille, men det er der naturlige forklaringer på. Det drejer sig om rentestigninger og udgiftsstigninger på forbrug. Boligmarkedet handler selvfølgelig også om efterspørgsel, da den er med til, at trække priserne op, men rentefaldet har også stor indvirkning. En køber kigger på, hvad det koster at sidde i et hus om måneden, og når flere ting stiger, bliver det sværere. Det får nok nogle til at vente og se, hvad der sker. Men jeg synes ikke, at vi har set de store prisfald endnu, men i Kalundborg har det heller ikke været steget så meget, som andre stede,” siger Henrik Andersen.

Lidt færre sælgere end købere

Han fortæller endvidere, at udbuddet i Kalundborg og omegn ikke er så stort, som normalt. Ligesom han fortæller, at der pt. nok er lidt færre sælgere, end der er købere.

”Det er nok derfor prisen bliver holdt lidt kunstigt oppe, men det vil ikke vare ved. Der er dog stadig gang i boligmarkedet for uanset, hvad der sker på markedet og i verden, så er der jo nogle, der skal have en bolig. Der er stadig en efterspørgsel, og har du noget attraktivt, står der stadig købere på spring. Men om et halvt eller helt år, hvis tingene fortsat stiger, så vil vi blive ramt af efterdønninger fra det københavnske boligmarked. Lige nu er der stadig gode priser og en fornuftig efterspørgsel - nogle ejendomme er der jo altid efterspørgsel på. Problemet er ofte i yderområderne,” fortæller Henrik Andersen.

Del