NATO-besøg har været en god oplevelse

"yderst positivt, søde og rare, ingen ballade overhovedet. De må gerne komme igen"

NATO-besøg har været en god oplevelse De tre NATO-krigsskibe har forladt Kalundborg Havn igen mandag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

De tre Nato-krigsskibe som anløb Kalundborg Havn fredag, har i løbet af mandagen igen forladt byen. Det har været en god oplevelse oplyser både agenten for skibene og et af byens værtshuse.

I løbet af mandagen, henholdsvis kl. 09-11 og 13 er de tre Nato-krigsskibe sejlet ud af Kalundborg Havn efter et besøg hvor de omkring 500 besætningsmedlemmer skulle have pause og der skulle provianteres.

Besætningen fra de tre skibe, Karel Doorman, der er et multifunktionsstøtteskib fra Royal Dutch Navy, NRP Corte Real, der er en fregat fra Portugal, og den norske fregat HNoMS Roald Amundsen, har benyttet besøget i Kalundborg til at se nærmere på byen, handle i butikkerne og flere har også besøgt byens værtshuse.

”Det har været en god oplevelse, vi har ingen klager fået overhovedet, vi har hørt, at der har været godt med folk i byen, så hos Schultz Shipping er vi glade for at det er lykkedes med at få dem til byen og, at byens erhvervsliv er glade for besøget, det har været en god oplevelse for alle, det glæder jeg mig da over, og jeg vil da gøre hvad jeg kan for at vi får flere besøg af samme slags,” fortæller administrerende direktør, Gustav Jakobsen, fra Schultz Shipping A/S, der er agent for NATO-skibene. 

Yderst positivt

Morten Nystrup fra værtshuset Kontoret har også været glad for besøget, især soldaterne fra den portugisiske fregat har været gode kunder i forretningen.

”Fredag var der rigtigt mange, især soldater fra Portugal. Lørdag var der vist en del som tog til København, men yderst positivt, søde og rare, ingen ballade overhovedet. De må gerne komme igen,” siger Morten Nystrup.

Del