Narkobilist uden kørekort sigtet for vanvidskørsel
Biljagt efter vanvidsbilist som kørte over 180 km/t.

Af Jens Nielsen
Politiet måtte ud i en biljagt søndag aften omkring Gørlev før en 42-årig mand blev bragt til standsning i sin bil. Manden var påvirket af narko og havde ikke noget kørekort. Nu er bilen blevet beslaglagt.
Kl. 19.30 kom en 42-årig mand fra Kalundborg Kommune kørende ad Gørlev Landevej i nordlig retning uagtet, at han var påvirket af narkotika.
En af politiets patruljer gav signal til, at manden skulle standse sin bil, men manden ønskede ikke at efterkomme politiets anvisninger og fortsatte ad Gørlev Landevej med ikke under 180 km/t på en strækning hvor den tilladte hastighed er 80 km/t.
Derved gjorde han sig skyldig i bestemmelserne om vanvidsbilisme, da han kørte mere end 100 % hurtigere end den tilladte hastighed ved kørsel over 100 km/t.
Manden fortsatte ad Kirkevangen med en hastighed på ca. 120 km/t på en strækning, hvor man maksimalt må køre hhv. 50 og 40 km/t.
Manden er frakendte førerretten og blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, han blev sigtet for narkokørsel, for ikke at efterkomme politiets anvisninger samt for hastighedsovertrædelsen.
Politiet beslaglagde bilen med henblik på konfiskation, hvilket manden protesterede imod og ønskede forelagt retten.
En dommer skal derfor nu tage stilling til spørgsmålet om konfiskation af bilen. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, og han blev efterfølgende løsladt. Han kan forvente at høre nærmere, når sagerne, han er sigtet i, er afgjort.