Når et godt hjerte bliver en god forretning

Når et godt hjerte bliver en god forretning Jens Romundstad (tidligere kendt som Biker Jens) var blandt oplægsholderne, da Jobcenter Kalundborg inviterede til et arrangement omkring virksomheder, rekruttering og social ansvarlighed. Privafoto

Af Jens Nielsen

Med temaet: ”Når et godt hjerte bliver en god forretning,” med gevinst for både medarbejder, kolleger, virksomheden og samfundet, har Jobcenter Kalundborg afholdt et såkaldt CSR-event med ’Biker Jens’ som oplægsholder.

For at sætte endnu mere fokus på det rummelige arbejdsmarked, inviterede Jobcenter Kalundborg, virksomheder til CSR Event på Strandhotel Røsnæs, hvor blandt andet Jens Romundstad (også kendt som Biker-Jens), med både entusiasme og humor, delte ud af sine mange erfaringer med at skabe plads til andre typer medarbejdere, end dem virksomhederne normalt tror de har brug for.

Jens har for alvor har slået sit navn an indenfor CSR, hvor han har modtaget den prestigefulde CSR Peoples Prize og æresprisen Danmarks Mest Socialt Ansvarlige Erhvervsleder.

Der var også stor ros til Malene Bille Nielsen, der efter mange år som ledig, var lykkedes med ikke bare at få fast tilknytning til en arbejdsplads, men også være en succesfuld og vellidt medarbejder.

”Med det her arrangement ville vi gerne invitere ledere og HR-medarbejdere til en god introduktion af begrebet rekruttering fra kanten af arbejdsmarkedet. Der er kamp om arbejdskraften derude, og rekruttering fra kanten er en alternativ måde at finde de medarbejdere, som virksomheden har brug for, og samtidigt byde ind med et socialt ansvar,” siger Kenneth Alstrup, afdelingsleder Jobcenter Kalundborg.

I Jobcenter Kalundborg hylder man hvert år de lokale virksomheder, der gør en ekstra indsats for at inklusion på deres arbejdsplads, med et CSR-skulderklap. Og står altid klar til en snak om hvordan en udsat borger, kan passe ind i netop din virksomhed.

Del