Nærmest et kinderæg: Tre store begivenheder fejret

En 4000 kvadratmeter stor lager og logistikterminal på Ny Vesthavn, på et 27.000 kvadratmeter stort areal, er nu indviet.

Nærmest et kinderæg:  Tre store begivenheder fejret
Torsdag blev Kalundborg Logistik Center på Ny Vesthavn indviet. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Torsdag eftermiddag blev Kalundborg Logistik Center på Ny Vesthavn indviet. Samtidig var arrangementet et farvel til direktør Gustav Jakobsen og et goddag til Teddy Folmer, som nu er ny direktør for Schultz Shipping A/S i Kalundborg.

Tilbage i april måned tog Schultz Shipping Group første spadestik til Kalundborg Logistik Center. En 4000 kvadratmeter stor lager og logistikterminal på Ny Vesthavn på et 27.000 kvadratmeter stort areal.

Byggeriet er nu færdigt og torsdag var et par hundrede gæster inviteret til indvielse af lager og logistik terminalen, som blandt andet skal anvendes til alle former for supporterende aktiviteter, der er behov for i forbindelse med en containerhavn. Det drejer sig fx om mellemlager til gods, der indskibes/afskibes, samt håndtering af containere, som skal fyldes, tømmes og strippes.

”Dagen i dag er næsten som et kinderæg, vi har samlet tre betydningsfulde begivenheder i et festligt arrangement. Det er med stolthed vi nu slår dørene op til Kalundborg Logistik Center her på Ny Vesthavn,” sagde terminaldirektør Peter Stenberg fra Schultz Stevedoring, inden han sammen med borgmester Martin Damm løsnede den store røde knude og dermed erklærede Kalundborg Logistik Center for indviet.

”Havnen og aktiviteterne på havnen har altid fyldt i Kalundborgs historie helt tilbage fra middelalderen, hvor korsridderne tog ud fra Kalundborg til, at man har haft den her store naturlige havn. Det er det som har været med til at drive udviklingen i Kalundborg og fortsat vil gøre det. Vi sætter pris på, at Schultz Gruppen vil bidrage igen med det nye logistikcenter,” sagde borgmester Martin Damm i sin tale til de mange gæster.

Farvel og goddag

Samtidig med, at Kalundborg Logistik Center blev indviet, var dagen også et farvel til mangeårig direktør for Schultz Shipping A/S, Gustav Jakobsen som nu går på pension, og et goddag til Teddy Folmer som nu er tiltrådt som ny direktør.

”Gustav, vi har haft et særdeles godt og langt samarbejde i de år hvor du har stået i front for Schultz Shipping. Tak for samarbejdet gennem årene og tak for de mange mandagskaffemøder hvor vi i al fortrolighed kunne drøfte alt og prøve ideer af i en lille eksklusiv klub bestående af to personer,” sagde havnedirektør Bent Rasmussen i sin tale og fortsatte, ”Velkommen til Teddy Folmer, jeg håber og tror at vi alle på Kalundborg Havn vil få et lige så godt samarbejde med dig, vi er allerede godt i gang.”

Schultz Gruppen har i næsten 100 år haft aktiviteter i Kalundborg.

Det nye Kalundborg Logistik Center har kostet 40 mio. kr.

Del