Musisk Skole – et bredt kulturtilbud for alle
På Musisk Skole i Kalundborg er der mange tilbud til børn og unge. Man kan gå til solosang, spille forskellige instrumenter, gå til kor, dans og meget andet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Musisk Skole Kalundborg blev grundlagt i 1979, men hed dengang Kalundborg Kommunale Musikskole. Meget er sket sidenhen, men skolens fokus er fortsat på det fællesskab, som musik skaber for børn og unge.
Musik er fællesskabsgivende præcis lige som forskellige sportsgrene er, når man er medlem i en forening, og på den måde deltager i fællesskabet. Man er en del af noget, hvad enten det er sport, musik eller noget helt tredje.
”Vi har klart fortsat fokus på fællesskabet for uanset, om man mødes omkring badminton eller musik, er det fælleskabsgivende at være en del af noget sammen. ”Det er trivselsfremmende og socialt skabende, når man er i et fællesskab. Vi har fx rigtig mange lærere, der oplever, at et barn eller ung pludselig shiner, når de kommer hertil, og er en del af et fællesskab, som de måske ikke har kunne finde andre steder omkring lige deres interesse,” fortæller leder af Musisk Skole Kalundborg, Heidi Holme Bjerborg.
Mange forskellige tilbud på Musisk Skole
På Musisk Skole i Kalundborg er der mange tilbud til børn og unge, og faktisk har de også et kor for voksne. Man kan gå til solosang, spille forskellige instrumenter, gå til kor, dans og meget andet. Derudover har skolen både fritidstilbud samt dagtilbud til skoler og andre institutioner, og det bliver der gjort rig brug af.
”Vi har i mange år samarbejdet med daginstitutioner, faktisk har vi nok gjort det i mere end 30 år, og de kører på samme måde som fritidsdelen kører. Ligesom private ”køber sig ind”, gør dagtilbuddene det også, og det kan være både børnehaver, skoler, specialskoler osv.,” fortæller Heidi Holme Bjerborg.
Der er mulighed for både det klassiske, rytmiske, kor, hold og solo på skolen, da man ønsker at være så bredspektret, som muligt.
”Er der fx nogle, der lige pludselig ønsker at spille et specielt instrument, vil vi forsøge, om vi kan finde en underviser. Vi kigger altid på muligheder. Derudover har Musisk Skole en talentlinje, da det er vigtigt med både bredden og eliten. Vi skal også kunne arbejde med dem, der vil noget mere. Det er vigtigt, at Musisk Skole er for alle,” siger Heidi Holme Bjerborg.
Samarbejde med dagtilbud gennem 30 år
På Musisk Skole er er der knap 30 dagtilbud, som oftest består af en fast gruppe på ca. 15 og to pædagoger, som er i et læringsforløb med en musikpædagog fra Musisk Skole. Der er lige nu 22 fastansatte lærere.
”Vi har en masse skoletilbud, fx har vi længe haft musikforløb på Hvidebækskolen, hvor fem lærere er ude på skolen i 0-3 klasse for at lave musikundervisning,” fortæller Sonny Lillevang, der er souschef på Musisk Skole Kalundborg, og Heidi Holme Bjerborg supplerer: ”Vi er, hvor vi kan hjælpe til, og i tilfældet med Hvidebækskolen er det fordi, de har været interesseret i at lave et gensidigt samarbejde i form af et musikprojekt. Det begyndte egentlig med SFO’en, men er altså nu i skoletiden.”
Er flere steder i kommunen
Heidi Holme Bjerborg og Sonny Lillevang fortæller, at for dem handler det også om at vise, at Musisk Skole i Kalundborg er tilgængelig, og at man også er mere decentralt. De har fx også klaverundervisning i Gørlev og klaver- og guitarundervisning samt musik og bevægelseshold i Høng.
Nogle instrumenter har altid været mere populære end andre, og det spår de to ikke vil ændre sig.
”Klaver har altid været populært, og det er det samme med guitar og trommer. Men vi får også flere på saxofon og violin. Vi forsøger at lave indsatser for de smallere grupper også og få de bedste lærere ind uanset,” fortæller Sonny Lillevang.
”Vi har sat et rigtig godt hold op af kvalificerede lærere, og når jeg siger kvalificerede betyder det ikke nødvendigvis, at man kommer fra musikkonservatoriet, men at man passer ind i teamet her og har noget at byde på, hvad angår musik. Altså at man har beskæftiget sig meget med musik. Det er en livsstil, så man har ofte været i gang hele sit liv,” fortæller Heidi Holme Bjerborg.
Koncerter for alle
Der er typisk elevkoncerter med de mange dygtige elever, der bliver afholdt på Musisk Skole, men skolen har også fire gange om året klassiske koncerter, hvor alle kan komme og deltage.
”Vi har fire klassiske koncerter om året, hvor vi får kommunalt tilskud, og hvor vi også kan hente fondsmidler. Det er klassiske koncerter i verdensklasse med professionelle musikere. Der kommer mange til koncerterne, men vi kunne godt have flere for at have fuld sal,” fortæller Heidi Holme Bjerborg, og Sonny Lillevang supplerer: ”Men vores fokus er også på formidling, og vi gør derfor meget ud af workshops før de klassiske koncerter, hvor børnene og de unge netop skal lære noget, så den del er også væsentlig at nævne.”
Musisk Skole forsøger at være synlige og bidrage til kulturen i Kalundborg Kommune: ”Vi forsøger at være synlige - også omkring de klassiske koncerter - netop for at bidrage til kulturlivet i kommunen. For hvis man ikke ved, at koncerterne m.m. er der, kommer man jo ikke,” siger Heidi Holme Bjerborg.
Altid velkommen til at række hånden ud
Er man nysgerrig på, hvad Musisk Skole kan tilbyde, eller har man spørgsmål, er man altid velkommen til at gå ind på skolens hjemmeside og her se kontakt information arrangementer, hold osv.
”Man kan altid kontakte Musisk Skole - ringe og få en snak med os, hvis man har spørgsmål eller lignende. Man kan også skrive en mail, hvis man ikke lige kommer igennem til os, da vi ikke sidder ved tlf. hele tiden,” siger Heidi Holme Bjerborg.
Sangskrivningsworkshop
På Musisk Skole er der også forskellige sommeraktiviteter, og i år er der sangskrivningsworkshops i uge 27.
”Vi har lige opgraderet vores studie, og kan nu til workshoppen lave indspilningssession og sangskrivningsworkshop, hvilket vi gør de tre første dage i sommerferien - mandag til onsdag. Der er endnu nogle pladser tilbage, men workshoppen er snart fyldt op,” slutter Sonny Lillevang af med at fortælle.
Man kan tilmelde sig workshoppen på Musisk Skole Kalundborgs hjemmeside under kan ’Band – sangskrivning og indspilning.’