Musik & Eventyr med bl.a. Ghita Nørby

Lørdag den 18. september er der Musik & Eventyr med Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 18. september er der Musik & Eventyr med Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal på Musisk Skole i Kalundborg. 

Musisk Skole Kalundborg kan atter slå dørene op til den skønne koncertsal, og byde på store koncertoplevelser. Musisk Skole har igennem en række sæsoner haft, som et af sine indsatsområder, at præsentere levende klassisk musik ved fire årlige koncerter på skolen. Koncerterne er tilrettelagt særligt for børn og unge, men alle musikinteresserede borgere er i øvrigt velkomne, og netop forestillingen den 18. september er særligt velegnet for hele familien.

Dansk teaters førstedame Ghita Nørby, den verdensberømte blokfløjte-virtuos Michala Petri og strengemesteren Lars Hannibal på guitar og lut, har sammen skabt en forestilling med musikalsk magi og eventyrstemning. Det er en forestilling i 10 scenebilleder, hvor tekst og musik veksler i et smukt og harmonisk forløb. Ord og toner bruges til at fortælle om livets mystik og enkelhed. Et menneskes tanker om livet og kærligheden, og alle de dårskaber, der følger med på rejsen.

”Ghita Nørby behersker hele følelsesregistret, og kan med sit nærvær, melodiske fraseringer af teksten og smukke udtale, skabe en stemning af varme og spænding, der når ind i en hver sjæl. Og sammen med de to virtuoser Michala Petri og Lars Hannibal skabes denne fantastiske forestilling, der i en blanding af skøn musik og fortælling leder publikum på en forunderlig rejse gennem eventyrets verden,” fortæller Leif Hesselberg, der er underviser på Musisk Skole og medlem af koncertudvalget på Musisk Skole.

Heidi Holme Bjerborg, der er leder på Musisk Skole Kalundborg, supplerer: ”Ghita Nørby er som altid sublim og har et nærvær, som kan mærkes selv på de bagerste rækker. Hun formår at formidle sin fortælling med en følsomhed og forståelse, der bærer præg af hendes store erfaring i livet såvel som på scenen. De tre kunstnere har tidligere med stor succes arbejdet sammen i en forestilling med H. C. Andersens kendte fortællinger og klassisk musik. Forestillingen “Musik og Eventyr” blev skabt igennem en række workshops tilbage i 2007, og har endeligt fundet sin fuldendte form.”

Book billetter her, koncerten er gratis for børn og unge under 18 år: https://place2book.com/da/sw2/sales/tj56jrrjbt

Del