Modebutik åbner shop-in-shop med lingeri

Skulle man stå og mangle en gave til Mors dag d. 8., er der således gode chancer for at finde det helt rette i Tekstur, hvad enten man er på jagt efter chemiser eller cardigans.

Modebutik åbner shop-in-shop med lingeri Christine Søvsø, indehaver af Tekstur i Bredgade i Kalundborg er klar med en shop-in-shop med kvalitets-lingeri og undertøj. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Fredag d. 6. maj og lørdag d. 7. maj har handlende i modetøjsbutikken Tekstur i Bredgade i Kalundborg mulighed for at blive forkælet fra inderst til yderst. Forretningen kaster sig nemlig i denne weekend ud i et nyt koncept, kaldet shop-in-shop med kvalitets-lingeri og undertøj.

Midt i butikken tager undertøjs-forretningen Love Lingeri plads for at sælge kvalitets-lingeri og undertøj – en varegruppe, som ellers normalt ikke føres i Tekstur. Her får Teksturs kunder mulighed for at hente hjælp, tips og tricks til at finde det undertøj, som passer netop dem.

Om det nye tiltag i butikken forklarer butiksindehaver Christine Søvsø:

”Det har altid været vigtigt for mig at kunne byde på nye oplevelser og have nye begivenheder i butikken. Og at lave et samarbejde med Heidi og Love Lingeri virkede bare som en fantastisk idé. I Tekstur bryster vi os af at sælge hverdagsluksus til kvinder, og følelsen af hverdagsluksus og selvforkælelse kan jo sagtens starte med et lækkert sæt undertøj.”

Fra XS til 95L

Love Lingeri fører lingeri og undertøj til piger i alle størrelser, lige fra extra small braletter til bh’er i størrelse 95L. Virksomheden er Kalundborg-baseret, men der er indtil videre udelukkende tale om en online-butik. Med det nye tiltag i Tekstur får webshoppens ejer Heidi Seibæk nu mulighed for at komme ud at møde sine kunder og give råd og vejledning ansigt til ansigt. De to dages besøg i Tekstur er således også en mulighed for at vejre stemningen og finde ud af, om det vil være en god idé med en fysisk butik eller et showroom et sted i byen.

Butiksejer Christine Søvsø bidrager også med vejledning og styling. Skulle man stå og mangle en gave til Mors dag d. 8., er der således gode chancer for at finde det helt rette i Tekstur, hvad enten man er på jagt efter chemiser eller cardigans.

”Tag din veninde, din datter - eller din mand - i hånden og kom forbi til at par dage med fuld forkælelse, bobler og styling fra inderst til yderst,” opfordrer Christine Søvsø.

Del