MOD, i alle tænkelige sammenhænge

MOD, i alle tænkelige sammenhænge 55 deltagere fra FDF Kalundborg, FDF Ubby og FDF Røsnæs har været på FDFs landslejr på Sletten ved Himmelbjerget i Silkeborg. Privatfoto

Af Jens Nielsen

55 deltagere fra FDF Kalundborg, FDF Ubby og FDF Røsnæs har været på FDFs landslejr d. 6.-15. juli på Sletten ved Himmelbjerget i Silkeborg sammen med knap 10.000 andre FDF'ere og internationale deltagere. 

Temaet for lejren var mod og der blev udvist meget mod i lejrens aktiviteter. Der blev både leget på tværs af kredse i nye sjove lege, bygget en da Vinci bro, lavet mad på bål og meget mere.

”FDF Ubby stod for at få lavet handsker med bjælder og en sang, der passede til det område vi boede i. FDF Kalundborg fik desuden kørt svævebane, øvet førstehjælp, prøvet kæmpe gynger og klatret i træer og sejlet på Julsø. Desuden fik en af væbnerne fejret sin fødselsdag på toppen af Himmelbjerget,” fortæller Katrine Christiansen på vegne af de tre lokale kredse.

Derudover var der store lejrbål for alle deltagere på lejren med god underholdning og fællessang.

Lørdag aften var der en uhyggelig natoplevelse, hvor mareridt skulle overvindes for at få de gode drømme. Det var lidt uhyggeligt, men deltagerne kom igennem med lidt mod. 

”Det var en stor oplevelse for alle og ikke alle var klar til at skulle hjem, da lejren var slut,” siger Katrine Christiansen.

FDF Landslejr 2022 er en kæmpe sommerlejr for alle FDFere i hele landet. Landslejren er et stort sammensurium af fællesskab, lejrliv, leg med nye og gamle venner, madlavning over bål, hylemorsomme lejrbål, nærværende andagter, samtaler om tro, fantasifulde aktiviteter, samt oplevelser og stjernestunder, som giver deltagerne et ståsted at møde verden fra. 

FDF har afholdt store landslejre med succes siden 1926Antallet af deltagere har udviklet sig gennem årene.

Del