Missilet - et vaskeægte koldkrigsdrama

For 40 år siden, den 6. september 1982, blev et 500 kg. tungt missil, ved en fejl, affyret fra fregatten Peder Skram, der lå ud for Sj. Oddes kyst.

Missilet - et vaskeægte koldkrigsdrama

Af Jens Nielsen

Se teaterstykket Missilet, hør foredrag om baggrunden for stykket og få rundvisning på Odsherred Teater. Sådan lyder invitationen fra Kalundborg Biblioteker.

For 40 år siden, den 6. september 1982, blev et 500 kg. tungt missil, ved en fejl, affyret fra fregatten Peder Skram, der lå ud for Sj. Oddes kyst. Efter 34 kilometers flyvning i lav højde, eksploderede det i et sommerhusområde i Lumsås. Sagen blev senere kendt under navnet ”Hovsa-missilet”.

Nu har Biblioteksklubben ved Kalundborg Biblioteker og Odsherred teater sammen lavet en udflugt med bus. Bussen afgår fredag d. 2. september kl. 14:45 fra Kalundborg hallens hovedindgang. Når bussen ankommer til Odsherred teater, vil der være foredrag og rundvisning:  Leiv Arne Kjøllmoen, leder på Odsherred Teater, vil fortælle om den nye teatersal og hvilke ambitioner han har for Odsherred Teater fremover.

Dernæst vil Thomas Egeberg Lund Johansen, museumsinspektør på Odsherred Museum, fortælle historien om missilhændelsen – også de mere nørdede detaljer om fregatten Peder Skram og dens våbensystem. 

Kl. 18.00 vil der være spisning i teatercafeen og kl. 19.30 vises teaterforestillingen MISILET. Efter forestillingen vil bussen returnere til Kalundborg by.

Billetterne inkluderer bustur t/r, foredrag spisning og teaterforestilling. Læs mere om turen, program, pris mm. via www.kaundborgbib.dk under ”det sker”, hvor der også kan købes billetter.  

Om teaterstykket Missilet:

Vi befinder os i den allerkoldeste periode af den kolde krig, og her følger vi fredsaktivisten og søofficer datteren Hannah, der ad skæbnens kringlede veje, bliver rodet ind i sagen om Hovsa-Olsen og hans sørgelige skæbne og ikke mindst Hannahs far, den højtplacerede søofficer på Holmen, der skal håndtere sagen i offentligheden. 

I forestillingen medvirker, udover fem skuespillere, en række lokale kræfter som kor og statister.

Medvirkende: Henrik Jandorf, Allan Helge Jensen, Sofie Alhøj, Henrik Ipsen, Mei Oulund, kor og statister.

Instruktør: Frede Gulbrandsen, Scenograf: Eilev Skinnarmo, Dramatiker: Mei Oulund.

Odsherred Teater – også egnsteater for Kalundborg kommune.

Odsherred Teater blev etableret i 1996 som professionelt, producerende egnsteater. Teatret er en selvejende institution og har siden 2007 tillige fungeret som egnsteater for Kalundborg kommune.  Den 25. september 2021 indviede Odsherred Teater en ny teatersal med plads til 230 publikummer, værksted, garderober, mødelokale, kontorer og lounge.

Odsherred teater har i flere år leveret kvalitets forestillinger til Kalundborg kommune, fx via Liv I Forsamlingshusene, hvor de med stor succes har turneret med forestillinger. Senest har de været i Kalundborg med forestillingen Tour de Piaf, forbindelse med cykelløbet Tour de France.

Del