Minister blev klogere på industrien og uddannelserne i Kalundborg
For få år siden var der ingen uddannelser i Kalundborg, men indenfor de seneste år er en række af uddannelser kommet til byen og det tiltrækker både danske og udenlandske studerende.

Af Jens Nielsen
Christina Egelund (M), uddannelses- og forskningsminister, besøgte mandag Campus Kalundborg, Helix-Lab og Absalon i Kalundborg for at blive klogere på industri, samarbejde og uddannelser i Kalundborg.
For få år siden var der ingen uddannelser i Kalundborg, men indenfor de seneste år er en række af uddannelser kommet til byen og det tiltrækker både danske og udenlandske studerende.
Christina Egelund besøgte mandag Kalundborg, et ønske fra ministerens side som var kommet i stand sammen med Novo Nordisk og uddannelsesinstitutionerne i Kalundborg.
Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg, tog imod ministeren på Helix-Lab og han fortalte den spændende erhvervshistorie om Novo Nordisk, Symbiosen og hvordan det gik til, at der nu er mulighed for at tage indtil flere forskellige uddannelser i Kalundborg.
”Tilbage i 2014 kunne vi ses, at lige meget hvad vi gjorde, så manglede vi konstant 100 akademikere og det var et problem hvis vi skulle blive ved med at investere,” fortalte Michael Hallgren til ministeren og repræsentanterne fra de mange uddannelser i Kalundborg, og fortsatte, ”Industrien i Kalundborg har samarbejdet i Symbiosen i 50 år og den tillid vi har opbygget der, er en af grundene til at vi også har fået succes med uddannelsessatsningen. Når vi siger vi gør noget så regner alle med at det står ved magt.”
Michael Hallgren kunne også fortælle, at omkring 70% af de studerende, både danske og udenlandske, får job og slår sig ned i Kalundborg.
Christina Egelund fik også en rundvisning på både Helix-Lab og på Absalon hvor hun bl.a. mødte flere af de studerende.