Mindesten er flyttet

Der har længe været et ønske om at få mindestenen flyttet, og det er nu sket.

Mindesten er flyttet
I anledning af, at mindestenen nu er flyttet, afholder Føllenslev og Særslev Menighedsråd et arrangement torsdag den 4. maj. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I 1946 rejste beboerne i sognet en mindesten for de mørke år under 2. verdenskrig, og den blev placeret centralt i krydset Byvej/Egemarksvej på et lille stykke jord. Men gennem årene er hækken vokset op, der er kommet mere trafik, hvilket betød, at man ikke kunne gøre stop og se stenen. Derfor har man nu flyttet stenen.

Der har længe været et ønske om at få stenen flyttet, og det er nu sket. I den anledning afholder Føllenslev og Særslev Menighedsråd et arrangement torsdag den 4. maj kl. 19 ved Føllenslev Kirke. 

Det er ”Få det fixet-gruppen”, der sammen med kirken har besluttet at den gamle sten skulle have nyt liv og en ny placering. Skriften på stenen var næsten blevet udvisket af regn og vind gennem årene, og den trængte til en optegning. Nu er stenen afrenset og bogstaverne er fræset op og nymalede. Derudover er stenen nu blevet placeret ved kirken i stedet. Kommunen har givet et tilskud, og kirken betaler resten.

Mindestenen har og vil fortsat vække nysgerrighed for de forbipasserende med dens store størrelse og tekst. Men indtil i dag har den været svær at tilgå. Trafikken er jo lidt anderledes i dag end i 1946. Men interessen for mindestenen er der. Vi er ofte blevet spurgt, hvad der stod på stenen. Det er en meget speciel sten, for modsat de fleste mindesten er der tekst på begge sider,” fortæller Jan Østergaard, der er formand for Føllenslev - Særslev Sogns Menighedsråd.

På mindestenen står der: ”Længe lå jeg ved kirkens fod og ledte vort folk til bøn og bod. Nu skal vidne mens sekler går om hvad et enigt folk formår." 

Programmet for arrangementet torsdag den 4. maj kl. 19

  • Indledning - Trompet stykke
  • Kort velkomst v/ Menighedsrådsformanden 
  • Tale af formanden for ”Få det fikset puljen” Kristina Bay
  • Fælles salme: 546 - En lærke lettede, og tusind fulgte
  • Tale/prædiken/tanker – af Sognepræst Henrik Olsen
  • Fælles salme: Du spør mig om håbet – hvad er det
  • Frihedsbudskabet - afspilles
  • Kort tale/afsløring af stenen – Menighedsrådsformand Jan Østergaard
  • Kransenedlæggelse – Sognepræst Henrik Olsen og Menighedsrådsformanden 
  • Trompet spiller - Last Post
  • Fælles salme: Altid frejdig når du går
  • Efter arrangementet er Menighedsrådet vært ved et glas

Del