Mindeord: Omkom i tragisk ulykke

Vi har fra Kalundborg Refinery modtaget nedenstående mindeord om en af raffinaderiets medarbejdere, Brian Søndergaard Jensen:
Til minde om Brian Søndergaard Jensen
Det er med stor sorg, at vi kan meddele, at vores kære kollega Brian Søndergaard Jensen er gået bort efter en tragisk ulykke. Han blev 45 år gammel.
Brian, der grundet sin begejstring for kage og store interesse for landbrug blev kaldt ”Krumme” og ”Greven”, begyndte som procesoperatør på skiftehold på raffinaderiet i Kalundborg i 2005.
Her udviklede han sig hurtigt til at blive en dygtig og meget værdsat kollega i alle afdelinger.
Han satte en ære i ordentlighed og var aldrig bleg for give sin mening til kende, hvis noget ikke levede op til hans høje standard for ryddelighed.
I 2014 skiftede Brian til ”offsite”, der udgør raffinaderiets tankområde og dermed en del af Kalundborg Refinerys dagholdsgruppe. Her førte han tilsyn med flere anlæg, herunder luft, vand, damp, flare og spildevand.
Det var naturligt for Brian at dele ud af sin store viden til både nye og mere erfarne kollegaer. Han var en respekteret person, ven for mange og et ordentligt menneske, som man vidste præcis, hvor man havde – én man kunne stole på.
Han har gennem sin ansættelse på raffinaderiet været i kontakt med mange mennesker, der alle beskriver ham som hjælpsom, positiv og tillidsfuld. Han vil blive savnet for sit gode humør og sprudlende latter.
Brian efterlader mange gode minder hos os alle.
Æret være hans minde.
Kalundborg Refinery
Brian Søndergaard Jensen omkom efter en tragisk ulykke på en privatadresse sidst i januar.