Mindeord for vognmand Bent O. Jørgensen

Kurt Rath, der er adm. direktør for Dansk Auto Logik A/S, har skrevet følgende mindeord om vognmand Bent O. Jørgensen, der er stifter af Dansk Auto Logik A/S. 

Mindeord for vognmand Bent O. Jørgensen Stifteren af Dansk Auto Logik A/S, vognmand Bent O. Jørgensen.

kontakt@tv-kalundborg.dk

TV-Kalundborg.dk har fra Kurt Rath, der er adm. direktør for Dansk Auto Logik A/S, modtaget nedenstående mindeord om vognmand Bent O. Jørgensen, der er stifter af Dansk Auto Logik A/S. Bent O. Jørgensen sov stille ind torsdag den 2. december.

Mindeord for stifteren af Dansk Auto Logik A/S Vognmanden Bent O. Jørgensen

”Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at Vognmanden Bent O. Jørgensen er sovet stille ind torsdag morgen den 2. december 2021 i en alder af 86 år. Sammen med sorgen over at miste firmaets karismatiske stifter, mærker vi også en stor taknemmelighed over at have været en del af Bents liv og lære dette dejlige menneske at kende. Bents værdier som menneske og virksomhedsleder var bemærkelsesværdige og så stærke, at alle, der har arbejdet sammen med ham, bevidst eller ubevidst, bærer en del af hans særlige DNA. På trods af egen succes, var Bent et meget beskedent menneske, som altid prioriterede medarbejdere og kunder højere end sig selv. Bent kærede sig om sine medmennesker og han kærede sig i særlig grad om sine ansatte.

Bent blev født i Holbæk. Da Bent i 1962 stiftede Kalundborg Autotransport, blev grunden til Dansk Auto Logik skabt. Med en lille lastbil med plads til et par biler servicerede han lokale forhandlere i Kalundborg ved at hente deres fabriksnye biler i København. Bent har ofte fortalt, at hans mor ikke var begejstret for, at han sagde sit gode job på Motorkontoret op, og lånte penge til at købe den lille lastbil. Alle kan i dag se, at det var godt, han ikke lyttede for meget til sin mor. Det var i øvrigt sidste gang, han lånte penge. ”Betal kontant og hold lidt i reserve” blev Bents slogan, som han var tro imod resten af sit liv.

Med væksten i bilsalget i Danmark, udvidede Bent hurtigt firmaet for således at kunne servicere flere forhandlere på Sjælland. Flere lastbiler kom til, men naturligvis først, når der var penge på kontoen. I 1978 startede Bent aktiviteter op i Jylland. Med sin driftighed og opkøb af konkurrenter blev han hurtigt landsdækkende. I 2000 fusionerede alle selskaber og Dansk Auto Logik A/S blev etableret med hovedkontor i Vamdrup. I 2015 etableres Svensk Auto Logik AB. I Danmark og Sverige beskæftiges i dag mere end 300 medarbejdere.

For bedst muligt at beskytte selskabet og dets arbejdspladser blev ejerskabet af firmaet allerede i 1986 placeret i en fond, hvorfra både medarbejdere og lokale sportslige, kulturelle eller velgørende aktiviteter i Kalundborg, Ringsted og Vamdrup gennem tiden er blevet begunstiget med ikke ubetydelige donationer.

Gennem så mange aktive år har der naturligvis være både med- og modgang. Bent blev stærk i modgang. Tilbage i 1985, hvor de etablerede færgeselskaber mellem Kalundborg og Juelsminde svigtede, købte Bent selv en færge, og sikrede dermed stabil overfart i de 5 år, der gik inden et nyt færgeselskab blev etableret. Tiden som skibsreder var en markant og stolt periode for Bent.    

Med sine evner for godt købmandskab etablerede og drev Bent firmaet frem til at blive Danmarks største virksomhed indenfor bil-transport. Bent overlod den daglige drift af virksomheden til mig i 2009, efter finanskrisen havde nødvendiggjort en kraftig reduktion af medarbejderstaben. Som bestyrelsesformand og som menneske, har Bent været den bedste mentor, man kan ønske sig, og vi kom heldigvis hurtigt i en situation, hvor vi kunne genansætte mange af de gode medarbejdere, som var opsagt under finanskrisen.

Bent har dokumenteret sine fremragende evner for godt købmandskab. Vi, der har været tæt på ham, vil især huske hans menneskelige kvaliteter. På trods af forretningsmæssig succes havde Bent en meget beskeden og ydmyg tilgang til livet og han har sat sit værdifulde aftryk i os alle.  Vores opgave er nu at sikre, at Bents værdier fortsat vil være dem, der gør Dansk Auto Logik til noget helt specielt.

Bent efterlader sig sin hustru Anne Lise Schjeldal, som gennem mange år hjalp Bent med den økonomiske styring af firmaet. Bent efterlader sig endvidere 4 biologiske børn samt 4 børn, som Anne Lise bragte ind i familien ved deres giftermål i 1989. Herudover efterlader Bent sig 18 børnebørn og 7 oldebørn.

Sammen med Anne Lise, som i dag er bestyrelsesformand i Dansk Auto Logik, bliver det min opgave at drive firmaet videre i Bents ånd til gavn for medarbejdere og kunder.

Ære være Bents minde.”

Kurt Rath, adm. direktør for Dansk Auto Logik A/S.

Del