Mere plads til det enkelte barn

Formålet med delingen er at skabe bedre rammer for både læring, trivsel og fællesskab – og give mere tid til det enkelte barn.

Mere plads til det enkelte barn
Fra den 6. oktober blev hverdagen ændret: Klassen er nu delt op i to mindre hold, Bh.kl. A og Bh.kl. B, med 13 elever i hver.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Børnehaveklasse X på Høng Skole begyndte skoleåret i august som én samlet klasse med 26 elever – 14 drenge og 12 piger. Men fra den 6. oktober blev hverdagen ændret: Klassen er nu delt op i to mindre hold, Bh.kl. A og Bh.kl. B, med 13 elever i hver.

Formålet med delingen er at skabe bedre rammer for både læring, trivsel og fællesskab – og give mere tid til det enkelte barn.

“Vi får bedre mulighed for at se og møde hvert enkelt barn dér, hvor de er – både fagligt og personligt,” fortæller Janne, der er børnehaveklasseleder i Bh.kl. B.

Hendes kollega Jeanette, som leder Bh.kl. A, supplerer: “Når vi er færre børn i klassen, kan vi i højere grad skabe trygge relationer og et roligt læringsmiljø, hvor børnene får den opmærksomhed, de har brug for.”

Gennemtænkt klassesammensætning

Sammensætningen af de to klasser er sket på baggrund af mange forskellige hensyn.

“Vi har bestræbt os på at skabe en god balance mellem elevernes faglige styrker, udfordringer og behov, så alle får de bedste betingelser for at lære og udvikle sig,” forklarer de to klasselærere.

Der er også taget højde for børnenes venskaber – så vidt muligt – samtidig med, at man har forsøgt at undgå fastlåste grupperinger. Målet har været at give alle børn mulighed for at danne nye relationer og trives i trygge, inkluderende fællesskaber. Børnene kommer fra fem forskellige børnehaver, og der er lagt vægt på en ligelig fordeling mellem dem, ligesom der nu er lige mange drenge og piger i hver klasse.

Tryghed i overgangen

Overgangen fra én samlet klasse til to mindre grupper sker med stor omtanke. Fokus er på, at børnene fortsat skal føle sig som en del af et fællesskab, selvom de nu fordeles i to klasser.

“Vi arbejder allerede med at styrke børnenes sociale kompetencer, og det vil vi fortsætte med i de nye rammer,” siger Janne.

Jeanette tilføjer: “Vi har haft god tid til at lære børnene at kende i de første uger, og det har givet os et solidt grundlag for en tryg og velovervejet fordeling.”

En pædagogisk prioritering

Klassedelingen handler ikke kun om praktiske forhold – den er også et udtryk for en pædagogisk prioritering. Med færre elever i hver klasse får lærerne mere tid og nærvær i hverdagen og kan tilpasse undervisningen til det enkelte barns behov, tempo og interesser. Det skaber bedre læring – og ikke mindst større trivsel og glæde ved at gå i skole.

Åbent Hus for kommende skolebørn

Indskrivningen til næste skoleår 2025/26 begynder allerede i november. I den forbindelse inviterer Høng Skole forældre til kommende skolebørn til Åbent Hus den 27. oktober kl. 17.00–19.30. Her kan man høre mere om skolens værdier, årshjul, traditioner og de mange aktiviteter, der er en del af hverdagen på Høng Skole.

Del