Mere end 500 har deltaget i informationsmøder om CO2 lagring
Der har været stor interesse for møderne, hvor parterne bag projektet har fortalt om de kommende undersøgelser og besvaret spørgsmål fra deltagerne.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Flere hundrede lokale borgere fra Kalundborgområdet har i løbet af de seneste uger deltaget i informationsmøder om undersøgelsesprojektet CO2 Storage Kalundborg. Der har været stor interesse for møderne, hvor parterne bag projektet har fortalt om de kommende undersøgelser og besvaret spørgsmål fra deltagerne.
Borgere og lodsejere fra Kalundborgområdet har haft rig lejlighed til at spørge ind til undersøgelsesprojektet CO2 Storage Kalundborg, der netop har afsluttet en række informationsmøder om de kommende undersøgelser af undergrunden. Samlet set har 500 til 600 personer deltaget på de tre informationsmøder og de tre møder for lodsejere, der er blevet afholdt i løbet af oktober og november. Det skriver CO2 Storage Kalundborg i en pressemeddelelse.
”Både lodsejermøderne og informationsmøderne har været præget af stor spørgelyst fra de mange deltagere, og vi har forsøgt at besvare de mange kvalificerede spørgsmål efter bedste evne. Vi sætter pris på den store interesse og det store engagement ved møderne, og vi vil fortsætte med at inddrage lokalbefolkningen i processen løbende, så vi kan dele viden og informere om fremdriften i undersøgelserne,” siger Ulrik Olbjørn, Projektchef hos CO2 Storage Kalundborg.
På møderne har repræsentanter fra CO2 Storage Kalundborg fortalt mere om, hvad der kan forventes i forbindelse med projektets undersøgelsesfase, ligesom der er blevet givet en introduktion til teknologien og perspektiverne for fangst og lagring af CO2. Præsentationen er blevet efterfulgt af spørgerunder fra salen, hvorefter deltagerne har haft mulighed for at dykke ned i de enkelte emner af undersøgelsesprojektet.
Der har været stor interesse for at deltage i møderne, og tilmeldingslisterne har været fyldt. For at imødegå interessen er der nu lagt en optagelse af et informationsmøde op på CO2Storage Kalundborgs hjemmeside.
Seismiske undersøgelser begynder i 2025
Møderne er blevet afholdt, fordi parterne bag CO2 Storage Kalundborg inden længe tager næste skridt i projektet. I øjeblikket er dialogen med myndigheder og de enkelte lodsejere i højsædet, så det bliver muligt at igangsætte de seismiske undersøgelser af undergrunden i løbet af 2025. Undersøgelserne er første skridt på vejen mod at fastslå, om der sikkert og effektivt kan lagres CO2 i områdets undergrund for at mindske klimaforandringerne.
Undersøgelsesområdet strækker sig i en firkant omtrent fra Nekselø til Saltbæk i nord og fra Jorløse til Knabstrup i syd. Her skal undergrunden opmåles og kortlægges grundigt, så der kan laves et detaljeret kort. Det sker ved hjælp af måleudstyr på specialdesignede køretøjer, der kører rundt i området, hvor der sendes vibrationer ned gennem undergrunden, som sender lydbølger retur til overfladen.
”Der vil være mange ligheder mellem de undersøgelser vi kommer til at udføre, og så de indledende undersøgelser, der er udført i området af de danske myndigheder for et par år siden. Nu har vi brug for et mere detaljeret billede af undergrunden, så vores undersøgelser vil være grundigere og strække sig over en længere periode denne gang,” siger Ulrik Olbjørn.
De første seismiske undersøgelser indledes altså i løbet af 2025, og den samlede undersøgelsesperiode forventes at strække sig over de kommende fire år. Først herefter vil de danske myndigheder tage stilling til, om undergrunden er velegnet til sikker, effektiv og permanent lagring af CO2. Sker det, kan CO2 Storage Kalundborg potentielt lagre betydelige mængder CO2 om året, og dermed levere et markant bidrag til indfrielsen af de danske og europæiske klimaambitioner.
Om CO2 Storage Kalundborg:
CO2 Storage Kalundborg er et samarbejde mellem energivirksomhederne Equinor og Ørsted samt den danske stat - repræsenteret af Nordsøfonden. Equinor er som operatør majoritetsejer med 60 procent af licensen, mens Ørsted har 20 procent og statens undergrundsselskab, Nordsøfonden, ligeledes har 20 procent. I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren en undersøgelseslicens til CO2 Storage Kalundborg, der de kommende år gennemfører en lang række omfattende undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg. Resultaterne fra undersøgelserne skal fastslå, om der sikkert og effektiv kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne.
CO2 Storage Kalundborgs arbejde er de kommende år inddelt i tre faser, som omfatter forskellige typer af undersøgelser:
- Kortlægningsfasen: Undergrunden opmåles og kortlægges ved hjælp af måleudstyr på specialdesignede køretøjer, der kører rundt i området.
- Udforskningsfasen: Der bores ned til ca. 1.400 meters dybde for at indsamle data og jordlagsprøver af undergrunden med henblik på yderligere kortlægning.
- Testfasen: Der sendes vand ned gennem boringerne for at lave avancerede simuleringsmodeller af undergrundens reaktion på potentiel lagring af CO2.
Læs mere om CO2 Storage Kalundborg her: www.co2storagekalundborg.dk
Læs også: Stor interesse for at blive klogere på CO2 lagring