Mere end 300 gymnaster skal på gulvet

Udover masser af gymnastik bliver der også delt pokaler ud til Årets instruktør, Årets hjælpeinstruktør og Årets minihjælper.

Mere end 300 gymnaster skal på gulvet
Privatfoto

Af Jens Nielsen

Lørdag d. 23. marts fyldes Hvidebækhallen med mere end 300 gymnaster, når Hvidebæk IF inviterer til den årlige gymnastikopvisning. Der venter de mange tilskuere en overraskelse.

Både børn og voksne skal på gulvet i Hvidebækhallen lørdag d. 23. marts fra kl. 13, når Hvidebæk IF inviterer til den årlige gymnastikopvisning, hvor de mange hold skal vise hvad de har lært i løbet af vinteren.

Foruden foreningens egne hold byder opvisningen også på gæstehold fra Høng Gymnastikforening, som stiller med deres Teamgym hold.

Holdet Høng Rytmehold 16+ / 25+ skulle egentlig også have været med, men har været nødt til at melde fra, derfor venter der i stedet for publikum en lille overraskelse.

”Som erstatning for holdet der har meldt afbud, så har vi instruktører i sidste øjeblik fundet på en overraskelse,” fortæller Rikke Christiansen fra forretningsudvalget i Hvidebæk IF – Gymnastik.

Ekstraordinært vil holdet 'Gutterne', som er et samarbejde mellem Hvidebæk IF og Fuglede IF, også komme på gulvet selv om det egentligt ikke er et opvisningshold, men holdet er blevet en kæmpe succes og det vil de gerne vise frem.

Udover masser af gymnastik bliver der også delt pokaler ud til Årets instruktør, Årets hjælpeinstruktør og Årets minihjælper.

Dørene til Hvidebækhallen åbnes kl. 12.00 og selve programmet starter kl. 13.00

Del