Meny laver stor folkefest i havneparken

Når hele Tour karavanen er kørt ud af Kalundborg og vejene igen er åbnet er hele Kalundborg inviteret til folkefest i Kalundborg Havnepark

Meny laver stor folkefest i havneparken

Af Jens Nielsen

Touren i Kalundborg arrangerer en kæmpe folkefest i Kalundborg Havnepark lørdag d. 2. juli når Tour de France-feltet er kørt gennem byen. Meny Kalundborg er hovedsponsor for folkefesten og stiller med det helt store set-up.

Næste lørdag d. 2. juli bliver der aktiviteter i Kalundborg by fra tidlig morgen til sen aften. Det er Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening, tilsammen Touren i Kalundborg, som står for de mange arrangementer.

Når hele Tour karavanen er kørt ud af Kalundborg og vejene igen er åbnet er hele Kalundborg inviteret til folkefest i Kalundborg Havnepark, men faktisk vil der være aktiviteter i havneparken allerede fra kl. 11.00.

Det er Meny Kalundborg som er hovedsponsor for folkefesten i havneparken og de har lavet et stort program for børn og voksne og selvfølgelig kommer de med både mad og drikke.

”Vi glæder os til en kæmpestor begivenhed og vi vil gøre alt for at det netop bliver en folkefest i samarbejde med Touren i Kalundborg,” fortæller Meny købmand Peter Egebæk.

”Selve folkefesten starter egentligt først kl. 18, men vi har så valgt at lave et stort Redbull arrangement i havneparken hvor de kommer med et stort telt, en eventcar med en DJ, der kommer to Formel 1 simulatorer man kan prøve og vinde fede præmier, der er smagsprøver på Redbull, så deres eventteam vil helt sikkert sætte gang i festen,” fortæller slagtermester Jonas Kristensen, som også oplyser, at hele Tour de France-etapen kan følges på storskærmen i havneparken.

Meny Kalundborg stiller et stort telt op, der sættes bord/bænke sæt op i hele havneparken og er klar med både øl, vand, vin, drinks og mad i form af burger, frikadeller og kartoffelsalat samt deres gode hjemmelavede kæmpegrill pølser.

”Vi fra Meny vil selvfølgelig være talstærkt til stede og give gæsterne en god oplevelse, lidt aller det som folk kender fra Kalundborg Rock’er,” fortæller Peter Egebæk.

Lørdag aften bydes der på underholdning med orkestret Jumpin’ Jacks og i pauserne vil en DJ underholde.

Meny Kalundborg sælger allerede nu en goodiebag som et ’Ja-tak’ tilbud på facebook, med både mad og drikke og andre lækkerier, og det er nok en god ide at følge med på Meny's facebookside i den kommende uge, hvor der kommer flere gode tilbud.

Del