Medarbejdere tilbudt krisehjælp efter kran ulykke

Politiet har optaget rapport om ulykken for at få afklaret de nærmere omstændigheder i samarbejde med Søfartsstyrelsen.

Medarbejdere tilbudt krisehjælp efter kran ulykke
Kranen ligger nu på bunden af Kalundborg Vesthavn og kun en lille del af det ene bælte og førerhuset stikker op over vandoverfladen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den kran som mandag eftermiddag væltede af en pram i Vesthavnen i Kalundborg, skal hæves hurtigst muligt. Medarbejderne er tilbudt psykologhjælp efter ulykken.

MT Højgaard, som er hovedentreprenør på opgaven med at etablere nye ydre værker og en helt ny skibbro i Kalundborg Vesthavn, blev mandag eftermiddag ramt af en ulykke, da en kran, stående på en arbejdsflåde, af endnu ukendte årsager væltede i vandet.

Kranføreren som sad i førerhuset, nåede at springe ud inden kranen væltede i vandet, og ingen medarbejdere kom til skade i forbindelse med ulykken.

Den store kran ligger nu på havbunden, kun et lille stykke af det ene bælte som kranen kører på og lidt af førerhuset stikker op over vandoverfladen.

”Det er en farlig arbejdsplads, men de medarbejdere som arbejder på nedramningen af spuns, er rigtigt dygtige og har gjort et i mange år. Alle er chokeret over hændelsen og medarbejderne er blevet tilbudt psykologhjælp,” fortæller havnefoged Michael Høy fra Kalundborg Kommune.

Skal hæves hurtigst muligt 

Lige nu arbejdes der på højtryk på at finde et bjærgningsfirma som kan hæve den forulykkede kran samt finde en ny kran så opgaven kan fortsætte. 

”Lige nu arbejdes der på at finde ud af hvordan det kunne ske, hvad der kan gøres for at det ikke sker igen, og så arbejdes der på højtryk for dels at få hævet kranen og dels at få skaffet en ny kran og et nyt vibrationshoved hurtigst muligt så tidsplanen kan overholdes,” fortæller Michael Høy.

Politiet har optaget rapport om ulykken for at få afklaret de nærmere omstændigheder i samarbejde med Søfartsstyrelsen, så det senere kan afklares, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Del