Med Kalundborg i tankerne

Når guldsmed Glenn Swärd er i gang med at tænke i nye smykker fra eget værksted foregår det ved, at hustruen Mie Lensborg Swärd kaster om sig med en masse idéer, og nogle af dem bliver grebet, og bliver til et smukt smykke.

Med Kalundborg i tankerne
Holdet hos Swärds Guldsmedie, fra venstre: Mie Lensborg Swärd, Glenn Swärd og Siff Dalgas Graae Wilén.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når guldsmed Glenn Swärd er i gang med at tænke i nye smykker fra eget værksted foregår det ved, at hustruen Mie Swärd kaster om sig med en masse idéer, og nogle af dem bliver grebet, og bliver til et smukt smykke. Lige nu er det Kalundborg ringen, der er kommet i handlen.

Gennem tiden er det blevet til mange forskellige smykker fra egen hånd i værkstedet i butikken i Kordilgade i Kalundborg. Glenn Swärd har bl.a. lavet en smuk broche til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2, som efterfølgende blev lavet til fine vedhæng, som solgte godt blandt kalundborgenserne.

Swärds Guldsmedie er med i en frivillig kæde, der hedder Jeweltime, her er flere guldsmede gået sammen og laver fællesindkøb. Kæden laver ligeledes sit eget urmærke, som de får produceret, og som kun sælges i Jeweltime og Plazas butikker.

”Hvad Mie og jeg designer og selv laver, sælges dog kun i butikken i Kordilgade. Jeg har bl.a. lige designet en Kalundborg diamantring, som vi dog har fået produceret ude. Men designet er vores. Mie kaster en masse idéer i luften, og så rentegner jeg efterfølgende,” fortæller Glenn Swärd.

Kalundborg ringen kan altså købes i Swärds Guldsmedie nu. Ringen er lavet af guld og diamanter. Grabberne, der holder diamanten er lavet i hjerter, ligeså er der et hjerte nedenunder, de symboliserer alle fem Vor Frue Kirke i Kalundborg.  

Touren i guld

Da Touren var forbi Kalundborg i sommer, havde Glenn Swärd da også lavet en fin cykel som vedhæng, hvilket ligeledes solgte godt til cykelentusiasterne i kommunen.

”Vi kan godt lide, at lave noget med symbolik i forhold til Kalundborg. Noget særligt, der sker i byen, eller noget der symboliserer området herude. Vi laver også et Kalundborg Kors, som vi har solgt godt af gennem tiden, og stadig sælger. Det er oprindeligt lavet af os selv i sølv, men vi har også fået produceret nogle små kors i gulv ude. Der er fx mange, der bruger det som en konfirmationsgave,” fortæller Glenn Swärd, og fortsætter: ”Kalundborgenserne er generelt meget patriotiske over for deres by, og mange folk er faktisk rigtig stolte over, hvor de er fra. Derfor kan vi også godt lide at lave de her lidt andeledes ting, der symboliserer Kalundborg. Jeg er jo også selv fra Kalundborg.”

Eget smykkemærke

”Vores eget smykkemærke, Sille My, sælger vi til andre butikker. Mie designer, og jeg rentegner det. Noget laver vi selv, som prototyper, og andet sender vi tegninger af sted til fx Indian, hvor vi har en fabrik, som vi samarbejder med, der arbejder meget med sten,” fortæller guldsmeden.

I butikken i Kordilgade har man også taget højde for, at der skal være noget for enhver pengepung, og man har således inddelt flere varer efter pris således, at man lettere som kunde kan navigere rundt i de forskellige smykker og priser.

”Vi har også så man kan finde en fin gave til fx 150 eller 200 kr. Vi vil gerne gøre det, så alle kan være med,” fortæller Mie Lensborg Swärd.

Smykker er følelser

Hos guldsmeden kan man mærke, at der er krise. Flere kunder har skruet lidt ned for budgettet i forhold til jule- og adventsgaver denne julemåned.

”Vi kan godt mærke det, men vi har heldigvis stadig kunder, der uanset krise skal købe smykker til den ene  eller anden begivenhed. Man kan også sige, at der er mange følelser i et smykke, og derfor er det oftest noget, man giver til en, man holder af, og det gør man jo særligt til barnedåb, fødselsdage, bryllup, jubilæer osv. Derudover er der også mange, der kommer ind, når de har mistet en kær, og gerne vil have lavet et smykke om, så de kan gå med det, som minde,” fortæller Glenn Swärd.

Swärds Guldsmedie ligger i Kordilgade i Kalundborg, hvor Glenn og Mie Lensborg Swärd har ejet butikken de sidste ni år. Butikken er for nylig blevet bygget om, så den fremstår med et mere moderne look, men varesortimentet er det samme.

Glenn Swärd er udlært i 2004, og har tidligere arbejdet i Herlev, Valby og Bagsværd. Men et par efter, at Mie og Glenn Swärd købte butikken i Bagsværd, blev de tilbudt butikken i Kalundborg, og slog til. De havde i nogle år begge butikker, men under COVID-19 valgte de at sælge butikken i Bagsværd, og koncentrerer sig i dag om deres butik i Kalundborg, hvor de også bor.  

Vil man se mere om, hvad der kan købes hos Swärds Guldsmedie, kan man gå ind på webshoppen www.byensguldsmed.dk – her sælges guldsmedens egne designet smykker dog ikke. Der skal man en tur forbi butikken.

Del