Med i opløbet til Landdistriktsprisen 2021

Med i opløbet til Landdistriktsprisen 2021 Birgitte Boserup, Saltoftehus. Arkivfoto: Jens Nielsen

Saltoftehus ved Birgitte Boserup fra Svebølle er med i opløbet til Landdistriktsprisen 2021 sammen med 4 andre kandidater; to foreninger, et købmandspar og en uddannelsesinstitution, oplyser Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Birgitte Boserup har opbygget en succesfuld konferencevirksomhed i et landdistrikt, som har opnået en Green Key miljøcertificering. Derudover udmærker Birgitte Boserup sig ved, at hun under Coronanedlukningen har været initiativtager til at få udviklet et CO2-beregningsværktøj, der nemt kan bruges i hverdagen af hotel- og konferencesteder.

Det er Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen der, ud af 25 indsendte indstillinger, har udvalgt finalefeltet. Dommerpanelet har udvalgt finalisterne ud fra følgende kriterier:

Medvirker til at understøtte stærkere lokalsamfund.

Medvirker til at øge velfærden, udvikle servicetilbud og styrke aktiviteter i lokalsamfundet.

Kan være til inspiration for andre lokalsamfund rundt om i landet.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek:

”Dommerpanelet har fortalt mig, at der er modtaget gode og spændende nomineringer til årets Landdistriktspris. Det vidner om, at der er mange, der hver dag knokler for at bevare og udvikle deres lokalsamfund. Derfor ser jeg med både glæde og spænding frem til at afsløre og hædre vinderen på årets Landdistriktskonference.”

De fem finalister er:

Saltoftehus ved Birgitte Boserup

BIS’koppen i Bisserup

Købmandsparret Anne og Kent Gregersen fra Haastrup

Fjerritslev College

Foreningen Jordforbindelsen

Vinderen bliver kåret på årets Landdistriktskonference på Milling Hotel Park i Middelfart den 11. oktober.

Del