Maxus elbiler til privat og erhverv forhandles nu i Kalundborg

Maxus er 100% elektriske biler som kan leveres i forskellige modeller og størrelse til både private og erhverv.

Maxus elbiler til privat og erhverv forhandles nu i Kalundborg De første Maxus elbiler til erhvervslivet er klar i udstillingen på Bastrupvej i Årby. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lips Autoteknik ApS & LH Biler ApS er ny autoriseret Maxus forhandler. Maxus er 100% elektriske biler til både private og erhverv.

Tilbage i januar købte Lars Heimann Larsen, indehaver af Lips Autoteknik i Rørby, bygningerne som i mange år har huset Årby VVS & Maskinforretning på Bastrupvej i Årby med det formål at anvende lokalerne til biludstilling af nyere brugte biler.

Nu er lokalerne blevet sat i stand, men det er i stedet helt nye biler som er kørt ind i udstillingen, Lips Autoteknik ApS er nemlig blevet autoriseret Maxus forhandler.

Maxus er 100% elektriske biler som kan leveres i forskellige modeller og størrelse til både private og erhverv.

I første omgang er det biler til erhvervslivet som er kommet til Kalundborg, men elbilerne til private er lige på trapperne.

”Nu har vi fået de første varevogne hjem og flere er på vej, og personbilerne kommer først i september. Nu sætter vi nummerplader på et par af varevognene og så skal vi ellers ud at præsentere dem for virksomhederne,” fortæller Lars Heimann Larsen, som har oprettet et selskab, LH Biler ApS, hvor alt bilsalg foregår igennem.

Maxus erhvervsbilerne leveres som både små og store varevogne eller som chassis som kan opbygges med lad, alukasse med lift, kølebil osv.

I Maxus serien findes også en minibus med god komfort, og den leveres som standard med masser af udstyr.

”Det er egentligt ret simpelt, hvor mange andre bilmærker har flere forskellige udstyrsvarianter, har Maxus kun en, modsat er det med alt tænkeligt udstyr,” fortæller Marc Schneider, erhvervssælger hos LH Biler og Lips Autoteknik.

”Og hvor mange andre bilmærker har problemer med at levere nye biler, så går der ikke mere end 8 dage fra vi bestiller en Maxus til den står her i Kalundborg,” supplerer Lars Heimann Larsen.

Der er flere muligheder for at komme til at køre i en helt ny Maxus elbil, enten ved almindeligt salg, leasing eller ved langtidsleje. Lips Autoteknik ApS har i forvejen 30 udlejningsbiler, hvor de fleste er lejet ud til virksomheder i længere perioder.

Danmarks mest solgte el-varebil

2021 blev året hvor Maxus for alvor blev sat på Danmarkskortet som en af de vigtigste aktører for elektriske erhvervskøretøjer i Danmark.

2021 blev året hvor Maxus blev Danmarks mest solgte el-varebil. Totalt blev der i 2021 indregistreret 1.451 elektriske varebiler, hvilket gav Maxus en markedsandel på 22,33%.

Lips Autoteknik ApS & LH Biler ApS planlægger et Åbent Hus-arrangement til november samtidig med, at Lips Autoteknik ApS kan fejre 10-års jubilæum.

Maxus produceres af SAIC i Kina, der er en af verdens største bilkoncerner. SAIC producerer årligt 7 millioner biler og har også de mere kendte joint venture mærker som Iveco, Volkswagen, Skoda, Chevrolet og Buick. 

Del