Masser af sjov til Børnenes Rekorddag

Der blev kæmpet i flere forskellige små og underholdende konkurrencer.

Masser af sjov til Børnenes Rekorddag
Længst tid på en balance bom til Børnenes Rekorddag krævede masser af koncentration. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I forbindelse med efterårsferien havde Vores Kalundborg inviteret til ’Børnenes Rekorddag’ torsdagen, en sjov og udfordrende event for børn i alle aldre.

Børnenes Rekorddag er et sjovt og udfordrende "kom-og-vær-med-arrangement", hvor det netop gælder om at slå rekorder i nogle udfordrende og sjove discipliner. Der blev kæmpet i flere forskellige små og underholdende konkurrencer.

I en af konkurrencerne skulle børnene stå i så lang tid som muligt på en balancebom, det kræver dyb koncentration, og der var ikke megen snak.

Der var også mulighed for at spille bordfodbold og andre sjove lege, og de unge mennesker kom virkeligt på arbejde i konkurrencen om, hvem der på 15 minutter kunne få flest stykker tøj på kroppen?

Med hjælp fra forældre og bedsteforældre kom børnene efterhånden til at lige små mumitrolde, så meget tøj havde de på. En sjov og nem leg som morede både børn og voksne.

Der var gratis popcorn til alle, ligesom der var medaljer til vinderne.

Vores Kalundborg havde lagt arrangementet på Øen, hvor der er masser af plads til den slags aktiviteter.

Del