Masser af motion til lattermusklen

”Det er tit at flere skriver til mig, at de er kommet til at lægge en sjat i bomulden"

Masser af motion til lattermusklen I pausen var der mulighed for at købe en signeret bog af den kække humørbombe. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Den altid grinende og kække humørbombe, Lindy Aldahl, der i DR's seersucces "Rigtige Mænd" har taget danskerne med storm, stod mandag aften på scenen i Kalundborghallen med sit foredrag om tv-serien.

”Det er tit når jeg kommer hjem fra sådan et foredrag, så har flere skrevet til mig på de sociale medier, at de er kommet til at lægge en sjat i bomulden – jeg har ikke set det,” grinede en oplagt Lindy Aldahl, da han mandag aften startede sit foredrag i Kalundborghallen.

Lindy fortalte om sin forvandling fra en usund livsstil med rygning og alt for lidt motion til en hverdag med bedre og sundere kost og mere motion. Smøgerne og den fede sovs er lagt på hylden. Alt sammen igangsat af hans medvirken i “Rigtige Mænd”.

Det var Lindys hustru som havde tilmeldt humørbomben til programmet, og Lindy tog de omkring 150 publikummer med hele vejen gennem castingen til programmet, til de første optagelser hvor han blev samlet op på en landevej i Jylland af de fire andre ”Rigtige mænd” fra programmet. Yderst underholdende, og der sad da også mange i salen med tårer i øjnene efter de mange gode grin, hvor lattermusklerne i den grad var på overarbejde.

”Lige pludselig kom den der lille blå Hyundai i10 ned ad den her villavej i alt for lavt et gear, det eneste jeg kan se, er to fede ansigter oppe i forruden og jeg tænker, det er rockere det der. De stopper ud for mig og siger du kan bare hoppe ind,” fortalte Lindy Aldahl om det første møde med de fire øvrige deltagere fra programmet, som han stadigvæk har kontakt med.

Foredraget mandag aften var delt i to blokke med en lille pause imellem hvor der var mulighed for at købe en signeret bog af kække humørbombe.

Det var LOF-Nordvestsjælland og Kalundborg Biblioteker som havde arrangeret aftenen med Lindy Aldahl, hvor der var lovet et foredrag med højt humør, og publikum fik vist fuld valuta for pengene.

Del